Harry Kanes rekordmål nedlægger Manchester City
Harry Kane scorede sit første mål for Tottenham 15. december 2011. Søndag nåede han op på 267 scoringer for klubben. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix
Harry Kane blev den mest scorende i Tottenhams historie, da London-holdet vandt 1-0 over Manchester City.
Takket være et historisk mål fik Tottenham søndag skovlen under Manchester City.
Tottenham vandt 1-0, og kampens ene mål blev scoret af Harry Kane. Det var Kanes 267. scoring for Tottenham.
Dermed overgik han Jimmy Greaves, der scorede 266 gange fra 1961 til 1970, og blev alle tiders topscorer for klubben fra det nordlige Tottenham.
Kane har lavet de 267 mål i 416 kampe. Pierre-Emile Højbjerg havde en afgørende aktie i rekordscoringen.
Det var således danskeren, der havde næstsidste fod på bolden, da han lagde den til rette for Kane i Citys felt og blev noteret for en assist. Målet var i øvrigt Harry Kanes nummer 200 i Premier League.
Med resultatet er der status quo i toppen af tabellen efter weekendens kampe.
Både Arsenal og Manchester City tabte, og der er dermed stadig fem point mellem holdene. Topholdet Arsenal har dog spillet en kamp færre end City.
Tottenham nærmer sig med sejren top-4. Holdet ligger på femtepladsen med 39 point. Newcastle har 40 på fjerdepladsen, men har spillet en kamp færre.
Efter det skuffende nederlag til Everton lørdag sad nogle Arsenal-fans nok for en sjælden gangs skyld og heppede på ærkerivalen Tottenham søndag.
Hvis City smed point, ville nederlaget til Everton ikke være så dyrt i jagten på mesterskabet. Efter et kvarter fik hele Nordlondon så noget at juble over.
City var egentlig startet bedst, men næsten ud af ingenting blev det 1-0 til Tottenham. Et klodset boldtab af City langt nede på egen banehalvdel blev straffet hårdt.
Pierre-Emile Højbjerg kaprede bolden og fandt i feltet Harry Kane, der køligt sparkede den ind og blev rekordholder.
Målet blev starten på en god periode for Tottenham, der havde fået selvtillid. Første halvleg sluttede dog med lidt medvind til City. Kort før pausefløjtet sendte Riyad Mahrez bolden på undersiden af overliggeren.
I et forsøg på at ruske op i tingene sendte Pep Guardiola en af sine trumfer fra bænken på banen et lille kvarter inde i anden halvleg. Kevin De Bruyne blev skiftet ind i stedet for Mahrez.
Men den belgiske kreatør kunne altså ikke forhindre, at Tottenham tog de tre point.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker