Det danske banelandshold i 4000 meter holdforfølgelsesløb har længe jagtet olympisk guld.
For tre år siden var guldet næsten hjemme i Tokyo, men på allersidste omgang blev danskerne overhalet af Italien.
Skuffelsen over sølvmedaljen var så stor, at succestræneren Casper Jørgensen overvejede at forlade posten, men han endte med at blive for at give det et nyt skud i Paris.
- Jeg kan stadig blive frygtelig ærgerlig, når jeg tænker over det, fordi OL er OL. Der er så få chancer for at levere, så man skal også slå til, når chancen er til stede.
- Jeg er stadig ærgerlig over det, men når det er sagt, så kom jeg ret hurtigt videre.
- Processen er jo også det fede ved mit job, det handler ikke kun om OL, så jeg fandt hurtigt glæden og gnisten i at gøre rytterne, så gode som jeg kan. Jeg er videre nu, siger Casper Jørgensen.
Danmark har siden OL-sølvet i Beijing i 2008 konstant kæmpet med om medaljerne i hastighedsdisciplinen. Det er sket med forskellige besætninger, der hele tiden har forbedret tiderne.
I forhold til Tokyo-legene er der kun to gengangere på holdet, da Frederik Rodenberg døjer med en overbelastet fod. Og så er Lasse Norman Leth blevet overhalet bagfra af Carl-Frederik Bévort.
Rasmus Lund og Niklas Larsen er derfor de to eneste tilbageværende fra Tokyo-holdet.
Rodenberg anses for at være den stærkeste. I hans fravær er pladsen overtaget af Tobias Aagaard Hansen, men bredden på holdet er trods alt så stærk, at Danmark fortsat ser sig selv i favoritfeltet.
- Forhåbentlig betyder det ikke så meget, siger Casper Jørgensen.
- Det er ingen hemmelighed, at Rodenberg var den stærkeste i Tokyo, så jeg ville gerne have haft en Rodenberg i topform på holdkortet, men vi har i lang tid godt kunnet se, hvor det pegede henad.
- Vi har arbejdet med en plan b, så vi er forberedte. Vi har fået gode tider, og vi står et fint sted, siger landstræneren.
Han går dog så vidt til at sige, at han han havde troet på guld, hvis han havde rådet over en Frederik Rodenberg i topform.
- Nu er jeg et sted, hvor jeg vil være stolt, hvis vi får en medalje, siger Casper Jørgensen.
Niklas Larsen er opsat på at få revanche efter sølvet for tre år siden. Personligt vil han gerne vise, at han har mere at bidrage med, end han havde på finaledagen i Tokyo.
- Jeg kørte fint, men jeg følte ikke, at jeg havde den der x-factor som eksempelvis Rodenberg. Så det har siddet meget i mig. Jeg vil gerne give endnu mere.
- Jeg er stadig super ærgerlig. Vi var så tæt på den dag. Når det er sagt, så ser jeg fremad, og jeg håber på, at vi kan gå hele vejen, men der skal noget stort til, siger han.
Rasmus Lund mener ikke nødvendigvis, at det danske hold er svækkede uden Rodenberg på grund af bredden.
- Han er virkeligt stærk, men vi er seks-otte ryttere, der kører næsten lige hurtigt. Så det handler også lidt om, hvem der har dagen, siger han.
Danskerne blev sidste år verdensmestre, men i januar tabte man EM-finalen til Storbritannien. Italien hører også til favoritfeltet.
/ritzau/
4000 meter-holdets OL og VM-medaljer
Et overblik over danske 4000 meter-holdets medaljer til OL og VM siden årtusindeskiftet. Nederst fakta om den olympiske konkurrence.
* Danske OL-medaljer i dette årtusind:
2021: Sølv.
2016: Bronze.
2008: Sølv.
* Danske VM-medaljer i dette årtusind:
2023: guld.
2022: bronze.
2020: guld.
2019: bronze.
2018: bronze.
2016: bronze.
2014: sølv.
2013: bronze.
2009: guld.
2008: sølv.
2007: bronze.
* Konkurrencen i 4000 meter holdforfølgelse hos mændene går i gang mandag med kvalifikation. Tirsdag er der finale.
* Holdet Rasmus Lund, Carl-Frederik Bévort, Niklas Larsen og Tobias Aagaard Hansen. Lasse Norman Leth er reserve.
Kilder: Danmarks Cykle Union og Paris 2024.
/ritzau/
Seneste artikler
Bridgerton-seriebanger på lollandsk
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Så du det også? Derfor fløj stort amerikansk fly lavt over LF
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland