Hatten af for Sabine!

Foto: Foto©Jan Knudsen

Kommentar: Frem Sakskøbings Sabine Borre Larsen fortjener en Fair Play hæder i forbindelse med sin optræden i den første DM-finale, mener Folketidende's sportsredaktør, Allan Plenborg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Af Allan Plenborg, sportsredaktør

Frem Sakskøbing kunne have vundet den første finalekamp om det danske bordtennismesterskab, såfremt Sabine Borre Larsen havde holdt munden lukket. Men det gjorde den hudløst ærlige bordtennisstjerne ikke i tirsdagens første finale om det danske mesterskab mod Københavns BTK i Sakskøbing Sportscenter.

Sabine Borre Larsen ikke blot observerede, at bolden hårfint snittede bordkanten, hun hørte det også, hvilket hun gjorde dommeren opmærksom på.

Opmanden havde ellers dømt bolden ude og tilkendt Frem Sakskøbing sejren i den meget afgørende doubkekamp.

Men han ændrede sin afgørelse, da Sabine Borre Larsen fastholdt, at bolden havde strejfede spillepladen.

I stedet for Frem-sejr 11-6 i afgørende sæt i doub-len - og føring på 4-3 i holdkampen - vandt Københavns BTK efterfølgende den vitale double med cifrene 13-11, hvilket gav københavnerne 4-3-føringen og senere en samlet sejr i den første DM-finale.

Efterfølgende blev Sabine Borre Larsen rost til skyerne af såvel modspillerne som dommerne for sit store sportsmanship. Og det var mere end fortjent!

Men har man oplevet noget tilsvarende i fodbold, håndbold eller andre idrætsgrene, at en idrætsudøver er så ærlig at gøre dommeren opmærksom på en fejldom der går imod ens eget hold?

Eller at en dommer derpå trækker en afgørelse tilbage?

Nej!

Men hvor er det dog befriende, at vi her har med en dygtig, men samtidig meget ærlig topidrætskvinde at gøre.

Der er nok at snydere og bedragere i sportens verden, som vil sejrene på ulovlig vis for at vinde hæder og trofæer.

Derfor: Hatten af for Sabine Borre Larsen.

Hun fortjener sportens fair play pris!