Hattrick-Helenius sikrer stor Silkeborg-sejr over AaB
Nicklas Helenius (til venstre) scorede tre mål mod AaB. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Gyldne minutter i anden halvleg var nok for et stærkt spillende Silkeborg-hold, som smadrede AaB med hele 4-1.
På under ti minutter scorede Silkeborg tre gange og lagde på den måde grunden til en flot 4-1-sejr over AaB på Aalborg Portland Park søndag eftermiddag.
Første halvleg var meget jævnbyrdig, men efter pausen skiftede Silkeborgs offensiv op i et nyt gear.
13 gyldne minutter bragte Silkeborg på 4-0, inden AaB pyntede på resultatet til sidst. Nicklas Helenius viste stor skarphed i angrebet og stod for tre af Silkeborgs scoringer.
Sejren betyder, at Silkeborg har 31 point i Superligaen og indtager fjerdepladsen. AaB er på femtepladsen med samme antal point.
Efter kun fem minutters spil fik Silkeborgs Nicolai Vallys en friløber, men offensivspilleren tabte duellen med Jacob Rinne i AaB-målet.
AaB's Louka Prip var også tæt på at bringe hjemmeholdet i front i første halvleg, men måtte se stolpen afvise skuddet.
Halvvejs inde i anden halvleg fik Silkeborgs Nicklas Helenius bragt gæsterne foran, da angriberen headede bolden i mål til 1-0.
Kort efter fik gæsterne et straffespark efter et VAR-tjek, og det blev sparket i mål af Nicklas Helenius. 2-0 til gæsterne.
3-0-målet blev smækket ind af Silkeborg-profilen Sebastian Jørgensen, og ikke længe efter sikrede Nicklas Helenius sig et hattrick med en scoring til hele 4-0 efter en tvivlsom aktion fra Jacob Rinne.
AaB-angriber Kasper Høgh reducerede kort før slutfløjt til 4-1.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker