Heinz Ehlers supplerer sin stab med to svenskere
Jens Nielsen (til højre) fortsætter som assistent for Heinz Ehlers (til venstre). To svenskere tiltræder i trænerstaben. (Arkivfoto) Foto: David W Cerny/Reuters
David W Cerny/Reuters
Jens Nielsen fortsætter som assistent i Heinz Ehlers' landstrænerteam, der får tilgang af to svenskere.
To svenskere skal være med til at sætte deres præg på Danmarks herrelandshold i ishockey.
Andreas Lilja og Magnus Wennström bliver således en del af landstræner Heinz Ehlers' stab. Samtidig står det også klart, at Jens Nielsen fortsætter som en af assistenterne under Ehlers, der har været dansk landstræner siden 2018.
Det skriver Danmarks Ishockey Union i en pressemeddelelse.
Den tidligere NHL-vinder Andreas Lilja skal være assistenttræner med fokus på defensiven og undertalsspil, mens Magnus Wennström skal være ansvarlig for de danske målmænd og for at lave videoanalyser.
De to tilgange betyder også to afgange fra landsholdsstaben. Rikard Franzén og den mangeårige landsholdsmålmand Peter Hirsch forlader landsholdets trænerstab.
Heinz Ehlers er tilfreds med at have sit nye team på plads.
- Jeg er meget glad for, at Jens Nielsen fortsætter sideløbende med, at han er blevet assisterende træner i SCL Tigers i Schweiz. Samtidig har jeg fået både Andreas Lilja og Magnus Wennström varmt anbefalet. Det er to meget kompetente folk.
- Andreas Lilja har selv spillet på højeste niveau og er i gang med at skabe sig en trænerkarriere. Samtidig har han seks danske spillere i Malmö, hvor han også er assisterende træner. Det kan kun være en win-win-situation - både for Danmark og for Malmö.
- Magnus Wennström er en meget velanset målmandstræner og samtidig ekstremt dygtig til at bruge video, hvor han også skal spille en stor rolle. Det samarbejde har jeg store forventninger til. Jeg glæder mig over, at de begge stammer fra Skåne-regionen, hvor man altid har haft en god forståelse for dansk ishockey, siger landstræneren.
Ishockeylandsholdet samles igen i november.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub