Helena Elver jagter udlandsskifte og forlader Odense
Helena Elver jagter et skifte til udlandet efter sæsonen. (Arkivfoto). Foto: Joe Klamar/Ritzau Scanpix
Helena Elver har udnyttet en klausul i sin kontrakt, så hun til sommer kan afsøge et klubskifte til udlandet.
Landsholdsspiller Helena Elver er i gang med sin sidste sæson i Odense Håndbold.
Elver har udnyttet en klausul i sin kontrakt, der betyder, at hun til sommer forlader den fynske håndboldklub. I stedet jagter hun et skifte til udlandet.
Det skriver Odense Håndbold på klubbens hjemmeside.
Elver har været i Odense siden 2020, og tiden er inde til at søge nye udfordringer uden for landets grænser.
- Jeg har udviklet mig som person og som spiller her i Odense, og derfor er jeg også klar til et nyt eventyr efter sommer, siger Helena Elver til klubbens hjemmeside.
Undervejs i tiden hos Odense har landsholdsspilleren kæmpet med to korsbåndsskader, men hun har kæmpet sig tilbage til at være en profil.
Derfor er klubben ærgerlig over, at den må slippe Elver, når sæsonen er færdigspillet.
- Altimens jeg virkelig er ærgerlig over, at hun stopper i Odense Håndbold, så er jeg også stolt over den andel, som klubben har haft i hendes vej til toppen, siger klubbens sportsdirektør, Trine Nielsen.
26-årige Helena Elver har spillet 45 landskampe for håndboldkvinderne.
Playmakeren var senest med for Danmark, da holdet vandt sølv til EM i december sidste år.
Elver var ligeledes med, da landsholdet vandt VM-bronze i 2023.
På klubplan har hun i sæsonen stået for 27 scoringer i 13 ligakampe, som Odense Håndbold har vundet rub og stub af.
Odense Håndbold fører aktuelt Kvindeligaen med to point ned til Team Esbjerg, der har 24 point.
Inden skiftet til Odense var Helena Elver i Aarhus United, Gudme HK og Hellerup IK.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker