Helikopter forårsager voldsomt styrt i Giro d'Italia
Mens sprinterne dystede om sejren på 4. etape af Giro d'Italia, styrtede to ryttere fra holdet Vini Zabu voldsomt bagved. Foto: Luca Bettini/Ritzau Scanpix
Luca Bettini/Ritzau Scanpix
To ryttere blev væltet af cyklen af metalbarrierer, da vinden fra en lavtflyvende helikopter blev for kraftig.
Et voldsomt styrt skæmmede tirsdag afslutningen på 4. etape af Giro d'Italia.
To ryttere fra cykelholdet Vini Zabu, Luca Wackermann og Etienne van Empel, blev væltet af cyklen nær målstregen i Villafranca Tirrena.
Årsagen var ifølge løbsarrangøren RCS, at en lavtflyvende tv-helikopter skabte så kraftig vind, at metalbarrierer blev blæst hen over rytterne.
Det så voldsomt ud, da Wackermann og van Empel lå på jorden. Værst gik det ud over Luca Wackermann, mens van Empel slap med overfladiske skrammer.
Det fortæller Vini Zabus sportsdirektør Francesco Frassi.
- Da Luca kom ind i ambulancen, kunne han ikke huske noget som helst, siger han.
Begge ryttere nåede i mål som de to sidste på etapen, men Wackermann blev kørt på hospitalet, og tirsdag aften meddeler holdet i en pressemeddelelse, at han er ude af løbet.
Ifølge cyclingnews.com skriver holdet, at Wackermann blandt andet pådrog sig en hjernerystelse, et brud på næsebenet og skader på knæet.
Han skal blive på hospitalet natten over til observation og kan ikke fortsætte i det italienske etapeløb.
Etapen blev vundet af franskmanden Arnaud Demare (FDJ), der blev udråbt som vinder i en tæt duel med Peter Sagan (Bora) og Davide Ballerini (Quick-Step).
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned