Helsingør-træner har mental opgave over for spillerne
Christian Lønstrup har set FC Helsingør tabe ni gange i de seneste ti kampe. Foto: /ritzau/Khan Tariq Mikkel
/ritzau/Khan Tariq Mikkel
Christian Lønstrup har en mental opgave med at forklare sine spillere, at de trods nederlag gør det godt.
FC Helsingør tabte lørdag aften for tredje gang på stribe og for niende gang i de seneste ti kampe. Nok en gang blev nederlaget på 0-1, denne gang til AaB.
Det er femte gang i de seneste seks kampe, at Helsingør taber med blot et enkelt mål, og det irriterer træner Christian Lønstrup.
- Vi er ikke modstanderne underlegne, men vi er inde i en dårlig spiral i forhold til resultaterne. Men det står jeg jo nærmest og siger hver eneste gang, siger Lønstrup.
- Modstanderne har respekt, når de kommer her. Men vi har jo tabt ekstremt meget i forhold til tidligere. Jeg har det ok med det, for det jeg ser er egentlig ikke så tosset, men det kræver et mentalt stykke arbejde at forklare spillerne det.
- Det kan godt blive lidt tomme ord til tider, når man bliver ved med at tabe. Men det er en balance mellem at være efter dem og stille krav og så anerkende det, de laver, siger træneren.
Med blot to spillerunder tilbage i 2017, er Helsingør sidst med to point op til Silkeborg på næstsidstepladsen.
- Det er ekstremt vigtigt, at vi får noget i de to kampe. Vi er fedtet ind i bunden, og det er virkeligheden, vi må forholde os til.
Selv om spillet igen var fornuftigt fra Helsingørs side, så træneren en dårlig indstilling i første halvleg.
- Jeg var lidt utilfreds med vores tilgang i første halvleg. Der så jeg ikke et FC Helsingør-hold, der kæmpede for overlevelse, og det nagede mig lidt, siger Lønstrup.
- Anden halvleg var klart bedre, efter at vi roterede lidt i formationen. I øjeblikket handler det meget om tilgangen, og vi kunne også have fået point, men det er op ad bakke, når man kommer bagud i Superligaen.
FC Helsingør mangler i efteråret kampe mod AGF og Lyngby, mens man møder AaB nok en gang, denne gang i pokalen.
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker