Hemmingsen: Marginalerne på Brøndbys side

I store dele af søndagens kamp mod Brøndby var Sønderjyskes chancer begrænset til dødbolde og høje bolde ind i feltet.

Men sønderjydernes cheftræner er alligevel godt tilfreds med sine spilleres indsats efter 0-2-nederlaget på Brøndby Stadion.

- Efter at have overstået Brøndbys pres i de først 25 minutter synes jeg, at vi er rigtig godt med i første halvleg, siger Michael Hemmingsen.

Sønderjyske mødte da også op propfyldt med selvtillid til søndagens kamp efter sidste uges forårspremiere, der bød på en 1-0-sejr ude over Esbjerg.

Men Brøndbys uskarpe angreb formåede alligevel at lirke sønderjydernes forsvar op i anden halvleg med scoringer af svenske Mikael Nilsson og den danske landsholdsspiller Daniel Wass.

Michael Hemmingsen viste da også tydelige tegn på ærgrelse efter kampen. Ikke mindst fordi angriberen Kenneth Fabricius på det skammeligste misbrugte en friløber i første halvleg efter en stor fejlaflevering fra Brøndbys Mike Jensen.

Efter Brøndbys første mål satsede Sønderjyske lidt mere offensivt, men det blev aldrig helt farligt.

Michael Hemmingsen mener dog ikke, at der på nogen måde var tale om klasseforskel på de to mandskaber søndag eftermiddag i Brøndby.

- Efter deres mål prøver vi at jagte lidt. Det er marginalerne, der gør, at Brøndby vinder i dag, siger Sønderjyskes cheftræner.

/ritzau/

Brøndby var ikke overlegne, mener SønderjyskE-træner Michael Hemmingsen efter 2-0-nederlaget på vestegnen.

Offentliggjort Sidst opdateret