"Henke" usikker mod Danmark

Den svenske landsholdsspiller Henrik Larsson er ude de næste seks til otte uger og går glip af flere af Sveriges VM-kvalifikationskampe, måske også mod Danmark.

Det svenske fodboldlandshold går svækket ind til efterårets VM-kvalifikationskampe, der blandt andet byder på et møde mod Danmark i Parken til oktober. Veteranangriberen Henrik Larsson er ude med en skade de næste seks til otte uger.
- Det kommer ikke til at tage under seks uger. Det kommer til at tage omkring otte uger, men det kan også vare længere tid, siger Helsingborgs læge, Ioannis Kostogiannis, til den svenske avis Expressens hjemmeside.
Røntgenbilleder fredag viste, at Helsingborg-spilleren har pådraget sig en skade i knæskallen, men Henrik Larsson skal undersøges igen, før klubben bestemmer sig for, hvad der skal ske. Lægen afviser dog, at det bliver nødvendigt at operere den 37-årige angriber, som blev skadet torsdag, da Helsingborg vandt 2-1 over FK Sarajevo i Europa League-kvalifikationen.
Sverige møder Danmark den 10. oktober efterfulgt af en hjemmekamp mod Albanien fire dage senere.
Allerede den 5. og 9. september skal Sverige spille udekampe i VM-kvalifikationsgruppe 1 mod Ungarn og Malta, og her kan Larsson under ingen omstændigheder være med på grund af knæskaden.
/ritzau/




Offentliggjort Sidst opdateret