Henny Reistad skal stoppes - men hvordan?

Henny Reistad (Esbjerg 25) da Team Esbjerg møder Odense Håndbold i kvindeligaen i Esbjerg onsdag dem 12. februar 2025.. (Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix)

Ingen håndboldspillere på kloden er mere afgørende for sit hold i øjeblikket end Team Esbjergs Henny Reistad. I aften skal NFH forsøge at stoppe hende.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sig navnet Henny Reistad og det løber formentlig koldt ned af ryggen på de fleste håndboldspillere, der har stået overfor hende. Den norske verdensstjerne er i en klasse for sig, og har været det meget længe. Ene kvinde kan hun afgøre håndboldkampe, og har gjort det over mange sæsoner.

Hun bliver tilsyneladende aldrig træt og gennem årene bare blevet bedre og bedre. Ingen har endnu fundet en varig nøgle til at stække hende og tage hende ud af spillet. I denne sæson er hun suveræn topscorer i Kvindeligaen med 141 mål i 17 kampe.

NFH får chancen i aften, for igen at gøre forsøget, som de ikke er lykkedes med siden december 2022, hvor de gulblusede slog Team Esbjerg 32-27, når vestjyderne gæster Spar Nord Boxen.

Det var på NFH's næsten nye hjemmebane, at Team Esbjerg kunne fejre DM-guldet efter en finalesejr tilbage i maj sidste år, da de slog falstringerne 25-20 efter en knusende sikker sejr på 35-20 i den første DM-finale i Esbjerg nogle dage forinden.

Voldsom mundfuld

Også dengang var Team Esbjerg en voldsom mundfuld, og så sent som i efteråret 2024 tabte NFH 35-25 i Esbjerg i den første kamp i denne sæsons grundspil.

Alene i det seneste møde scorede Henny Reistad 10 gange, og tager man ikke ekstra forholdsregler sker det samme igen i aften. Det vil man gerne forsøge at undgå, siger assisterende træner Kasper Jensen ikke overraskende før aftenens møde.

Sammen med cheftræner Jakob Larsen har han studeret Team Esbjergs seneste ligakamp, hvor de overraskende tabte med 11 mål på hjemmebane til Odense.

- Vi har selvfølgelige kigget på deres kamp mod Odense, hvor de går op og dækker hende af i nogle perioder, men om det er det vi gør, har vi ikke besluttet helt endnu. Det kan også være vi står fladt i vores 6:0-forsvar og så støder op på både Henny Reistad og de øvrige spillere i hver deres zone. Det har vi ikke lagt os helt fast på endnu, siger Kasper Jensen, der også er forberedt på at netop Henny Reistad bliver lagt frem i Team Esbjergs 5:1-forsvar for at fiske nogle bolde og løbe kontra. Noget som vestjyderne havde stor succes med i den seneste kamp mod NFH i efteråret.

Havde Esbjerg i sækken

- Gør de det, så går vi i syv mod seks med det samme, fastslår Kasper Jensen.

For et års tid siden havde NFH Team Esbjerg nede i sækken på hjemmebane og førte med to mål med fem minutter tilbage. Alligevel lykkedes det ikke at få point med fra kampen, da Henny Reistad scorede det afgørende mål få sekunder før tid.

- Det er den samme intensitet vi skal have frem for at byde dem op til dans. Det tror jeg også godt på, at vi kan, for vi vil gerne give publikum en stor oplevelse mod et klassehold som Team Esbjerg, siger Kasper Jensen, der betegner dagens modstander som et af de bedste hold i Europa lige nu.

Graviditetsboom

Siden sidste sæsons DM-guld har de, tvunget af lykkelige omstændigheder, været tvunget til at skifte en del ud i truppen. Den danske landsholdsspiller Kathrine Heindahl er gravid. Det samme er de to norske OL-guldvindere Nora Mørk og Marit Røsberg Jacobsen. I stedet har vestjyderne hentet tre hollandske landsholdsspillere og en schweizisk ditto.

Hollandske Merel Freriks og schweiziske Mia Emmenegger er hentet i det norske konkursbo i Vipers Kristiansand, mens de to hollændere Sarah Dekker og Judith van der Helm er hentet i henholdsvis tyske Bensheim/Auerbach og VOC Amsterdam.

NFH har alle spillere til rådighed med undtagelse af hollandske Zoë Sprengers, der dog er begyndt at træne med igen efter en lidt længerevarende muskelskade i låret.

Der er kampstart kl. 20:00 i Spar Nord Boxen og i skrivende stund er der solgt omkring 1.700 billetter til opgøret.