Henrik Toft afløser skadet Knudsen ved EM

AG København-spilleren Henrik Toft Hansen afløser Michael V. Knudsen ved håndbold-EM i Serbien.

Det blev en realitet mandag, da Michael V. Knudsen meldte afbud med en fibersprængning i højre læg, og Dansk Håndbold Forbund kort tid efter bekræftede Henrik Toft Hansen som afløseren på stregpladsen.

25-årige Henrik Toft Hansen er noteret for 20 landskampe, hvor det er blevet til 54 mål.

Storebror René Toft Hansen var allerede udtaget til den endelige trup, og dermed er det første danske brødrepar med til en stor slutrunde i nyere tid.

Begge brødre var med ved weekendens Totalkredit Cup, men ellers har det til tider været svært for landstræner Ulrik Wilbek at samle brødrene på samme hold på grund af diverse skader.

René Toft Hansen er noteret for 41 landskampe.

Wilbek har endnu ikke opgivet tanken om at få Michael V. Knudsen med i EM-turneringen på et senere tidspunkt.

Danmark indleder EM mod Slovakiet på søndag.

/ritzau/

Det bliver Henrik Toft Hansen, der afløser skadede Michael V. Knudsen ved håndbold-EM i Serbien.

Offentliggjort Sidst opdateret