Den franske playmaker Nikola Karabatic bliver den største stjerne ved VM i herrehåndbold, men danske Mikkel Hansen kommer også til at klare sig godt.
Det tror syv danske håndboldeksperter, som Ritzau har spurgt. Christian Dalmose er til daglig træner i Ajax og er en af de trænere, der har Karabatic som sin favorit.
- Han har alt, hvad en håndboldspiller bør besidde. Han kan spille angreb, og han kan dække næsten alle pladser. Han er fysisk stærk, læser spillet godt, og alle spillere kan lære meget af ham, siger Christian Dalmose.
De håndboldkyndige er blevet bedt om at udpege tre spillere, de spår til at blive stjerner ved VM, og rangere dem. Lægger man pointene sammen, scorer Karabatic 12 point.
Men også danske Mikkel Hansen klarer sig godt, og med 9 point deler han andenpladsen med den franske målmand Thierry Omeyer.
- Nu er han sprunget ud og har lugtet til savsmulden i manegen. Han er værdig til, at vi kan sætte sådan nogle prædikater på ham, og han er mentalt og fysisk klar til at bære noget ansvar, siger Anders Dahl-Nielsen, der til daglig er teamchef i klubben Skjern.
Det er dog ikke alle eksperter, der er enige i den vurdering. Mikkel Hansens egen træner i AG Håndbold, Søren Herskind, mener fortsat, at den 23-årige dansker har noget at lære, før han er i samme liga som Karabatic og Thierry Omeyer.
- Mikkel har ikke spillet så mange slutrunder, og han er stadig ung. Det er klart, at han har potentialet, men jeg synes stadig ikke, han er helt god nok til at sammenligne med den type navne, siger Søren Herskind.
Det er ikke kun kendte navne, som eksperterne har en god fidus til. Der er også outsidere til prisen som VM's største stjerne. Her nævner eksperterne blandt andet den tyske stregspiller Michael Kraus og den spanske målmand Arpad Sterbik.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde