Herlev slår Rungsted klart og tager ny skalp på isen
Herlev - her mod Aalborg - vandt 4-1 ude over Rungsted. (Arkivfoto) Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Herlev fulgte sejren over Aalborg op med en klar sejr over danmarksmesteren Rungsted i Metal Ligaen.
For 14 dage siden var mesterholdet Rungsted Seier Capital tæt på at indlede sæsonen med nederlag til Herlev Eagles, men endte med at vinde efter overtid. Da de to klubber tørnede sammen igen tirsdag, tog Herlev dog stikket hjem.
Herlev vandt udekampen i Nordsjælland med 4-1 og er nu på syv point for fire kampe på andenpladsen i Metal Ligaen.
I seneste runde vandt Herlev over Aalborg, som ellers har gjort rent bord med sejre på førstepladsen. Dermed har Herlev inden for tre dage slået både sidste sæsons guld- og sølvvinder.
Rungsted ligger næstsidst med to point, men har på grund af et stramt Champions League-program kun spillet to kampe i den hjemlige liga.
Da de to klubber tørnede sammen for to uger siden, førte Herlev med 3-0 allerede i første periode, og det var tæt på deja-vu tirsdag aften.
Efter fem minutter bragte Matthias Asperup Herlev foran med 1-0, og med en scoring efter 13 minutter sørgede amerikaneren Kyle Osterberg for, at stillingen lød 2-0 efter de første 20 minutter.
Kort inde i anden periode blev det så 3-0, da den svenske angriber Joseph Jonsson sendte pucken i mål.
Fem minutter inde i tredje periode fik Rungsted nyt håb med svenske Marcus Olssons reducering til 1-3 i powerplay.
Men bare tre minutter senere sørgede Matthias Asperup for en ny tremålsføring med sit andet mål i opgøret.
Det endte da også med at punktere spændingen i kampens slutfase.
Senere tirsdag sejrede Frederikshavn White Hawks på udebane med 5-4 over Esbjerg Energy efter forlængelse.
Nordjyderne var på vej mod en sikker sejr foran med 4-1 i starten af tredje periode, men vestjyderne fik udlignet til 4-4, inden Jesper Jensen alligevel sikrede Frederikshavn sejren i kampens overtid.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet