Herlev-spiller får karantæne i syv kampe efter knockout
Herlevs Noah Samsøe kommer ikke i aktion mere i kvartfinaleserien mod Herning. Ishockeyspilleren har fået syv dages karantæne for en alt for hård tackling i hovedhøjde. (Arkivfoto). Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix
Det koster en Herlev-spiller en straf på syv karantænedage, at han tacklede modspiller hensynsløst i søndags.
Det så ikke rart ud, da Noah Samsøe fra Herlev Eagles med en hård tackling i hovedhøjde søndag sendte Lukas Bang fra Herning Blue Fox i isen i den anden kvartfinalekamp.
Herning-spilleren lå på isen og blev tilset i et kvarter, inden han blev hjulpet af banen på en båre og kørt på hospitalet. Noah Samsøe blev udvist i resten af kampen.
Nu er der kommet en følgestraf på syv spilledages karantæne til Noah Samsøe, oplyser Metal Ligaen tirsdag på sin hjemmeside.
- Under en situation ved Herlevs mål sætter Noah Samsøe en hård tackling på sin modstander, som udvalget vurderer rammer modspillerens hoved som det primære kontaktpunkt.
- Udvalget vurderer, at Noah Samsøe ikke udviser nok hensyn til sin modspiller, som allerede er flankeret af en Herlev-spiller og dermed ikke har frit bevægelsesrum, lyder det i afgørelsen.
Straffen betyder, at Noah Samsøe ikke kan være med i resten af kvartfinaleserien mod Herning.
Lige nu er der programsat to kampe mere i serien, da Herning fører med 2-0 i kampe. Der spilles bedst af syv kampe. De to hold mødes tirsdag aften i Herning.
Hvis alle karantænedage ikke kan afsones i slutspillet, fordi Herlev ryger ud, så overføres straffen til næste sæsons grundspil.
Mandag meddelte Herning, at Lukas Bang blev udskrevet fra hospitalet sent søndag aften og efter omstændighederne har det godt.
- De kommende dage vil fortælle os mere om omfanget af Lukas' skade, men vi kan fortælle, at Lukas er ved godt mod, og at han allerede har vist eksempler på sin sædvanlige ukuelighed og humoristiske sans, lød det.
Hernings Alexis Binner fik også en straf efter en hård tackling på en modspiller tidligere i kampen, og han skal afsone tre spilledages karantæne.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde