Herning Blue Fox klar til ishockeyfinale mod Aalborg Pirates

Herning (til højre) og Odense (til venstre) dystede fredag om den ene af to finalebilletter ved Final 4-stævne i Aalborg. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox sejrede over Odense og skal nu møde Aalborg Pirates i finalen af Final 4 i ishockey.

Offentliggjort Sidst opdateret

Finalen i Final 4-stævnet i dansk ishockey skal udkæmpes mellem Herning Blue Fox og Aalborg Pirates.

Det står klart, efter at Herning fredag aften slog Odense Bulldogs, inden Aalborg Pirates tog en overbevisende 6-1-sejr over Sønderjyske.

Hernings sejr var mere snæver, og kampen måtte ud i overtid, inden den kunne afgøres.

Kristian Jensen bragte ellers Odense i front med 1-0 med halvandet minut tilbage af anden periode.

Her udnyttede fynboerne et powerplay, efter at Hernings Mathias Bau Hansen kort forinden var blevet sendt to minutter i straffeboksen for en høj tackling med staven.

Det var en meget lige affære målt på antal afslutninger - dog med en tiltagende overvægt til herningenserne.

Det slog Herning kapital af syv minutter inde i tredje periode, hvor Mads Christensen udlignede til 1-1 for midtjyderne.

Mere blev der ikke scoret i tredje periode, og dermed skulle affæren afgøres i overtid. Her sørgede canadieren Phil Marinaccio for, at finalebilletten gik til Herning, da han satte sejrsmålet ind efter 2 minutter og 57 sekunder.

Aalborg Pirates' sejr kom i land på anderledes udramatisk vis.

Martin Højbjerg gav nordjyderne føringen efter 15 minutter og 27 sekunder i første periode. Jovist, Sønderjyske formåede da at udligne kort efter på mål af Alexandre Lavoie, men herefter var der tale om en magtdemonstration fra Pirates.

Først udbyggede Aalborg føringen til 3-1 i anden periode på mål af Anders Koch og Victor Rollin Carlsson.

I tredje periode blev der for alvor sat punktum for opgøret med tre mål af Thomas Spelling, Victor Rollin Carlsson, der scorede for anden gang i kampen, og Trevor Gooch.

Aalborg Pirates og Herning Blue Fox mødes i finalen på Kvik Hockey Arena i Herning lørdag klokken 20.00.

/ritzau/