Herning henter tidligere mestertræner tilbage
Petri Skriko var i en periode træner for Odense Bulldogs. Nu venter en ny periode som cheftræner i Herning Blue Fox. Arkivfoto. Foto: /ritzau/Ole Frederiksen
/ritzau/Ole Frederiksen
Finnen Petri Skriko skal igen stå i spidsen for Herning Blue Fox, som han tidligere har gjort til mester.
Efter en skuffende sæson fyrede ishockeyklubben Herning Blue Fox i marts cheftræner Todd Bjorkstrand - en sand legende i klubben både som spiller og træner.
Men fansene kan i stedet se frem til at få en anden klublegende på trænerbænken. Onsdag meddeler Herning i en pressemeddelelse, at finnen Petri Skriko vender tilbage som cheftræner fra den kommende sæson.
Den tidligere mangeårige NHL-spiller Skriko var fra 1993 til 1999 en megastjerne i dansk ishockey for den midtjyske klub, som høstede fire DM-titler i perioden.
Efterfølgende blev han træner for holdet og førte klubben til DM-sølv i 1999/2000-sæsonen, inden han tog både DM-guld og pokaltitel i sæsonen efter.
Det førte til et trænerjob i Finlands bedste række, og siden har han været træner i Odense samt europæisk scout for to forskellige NHL-klubber, inden han nu vender snuden "hjem" til Herning.
Og han er endnu bedre i dag, mener han selv.
- Jeg har fulgt de bedste trænere i verden. Set hvordan de forbereder sig og set, hvordan ishockeyen har udviklet sig. Jeg kan bringe det nyeste fra hockeyverdenen med til Herning, forsikrer Petri Skriko.
Han har en klar idé om, hvordan holdet skal bygges op til den kommende sæson.
- Jeg har de sidste ti år fået et meget stort netværk af trænere og agenter i de store ishockeylande.
- På kort sigt skal vi have de danske spillere på plads til den kommende sæson, og så ser vi på, hvad vi mangler. Vi skal nok få et stærkt mandskab, siger han.
Herning tabte i den nyligt overståede sæson i kvartfinalerne til Frederikshavn White Hawks med 4-2 i kampe.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde