Herning-Ikast bryder sløj stime med sejr i Horsens
Herning-Ikast slog Horsens Håndbold efter en lang periode uden sejr i ligaen. (Arkivfoto) Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Efter seks kampe i træk uden sejr i ligaen lykkedes det Herning-Ikast at slå Horsens på udebane.
Herning-Ikast kom bragende ind i sæsonen med sejre i de fem første ligakampe, men derfra er det gået helt skævt.
Siden er det blevet til fem nederlag og en uafgjort, og holdet har hungret efter en sejr i Bambusa Kvindeligaen.
Den skaffede de midtjyske håndboldkvinder onsdag aften, da de på udebane besejrede Horsens Håndbold med 26-24.
Sejren bringer Herning-Ikast op på 13 point efter 11 kampe. Det rækker til en sjetteplads. Der er otte point op til Team Esbjerg på førstepladsen.
Det lignede undervejs en overkommelig opgave for Herning-Ikast, som mod slutningen af første halvleg var foran med fem mål.
To sene scoringer før pausen af Horsens sørgede dog for, at føringen blev reduceret til 13-10.
Herning-Ikast kom ad flere omgange foran med fire scoringer, og da Vilde Johansen øgede til 18-14 efter 40 minutter, så det svært ud for Horsens.
Men fire scoringer på stribe ændrede stillingen, der pludselig var helt lige.
Så kunne man på gæsternes vegne frygte, at den seneste tids sløje resultater havde sat sig i baghovedet og ville få negativ indflydelse på afslutningen.
Men i stedet trak Herning-Ikast fra til sidst og sikrede den tiltrængte sejr.
Tidligere onsdag vandt Aarhus United 29-21 ude over Ajax København, mens København Håndbold slog Holstebro Håndbold 28-18.
I onsdagens seneste kamp vandt Nykøbing Falster 28-27 hjemme over Silkeborg-Voel, der ellers var foran med to mål ved pausen.
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker