Herning-Ikast og København slår lokalrivaler og er i Final 4
Der var både midtjysk og københavnsk lokalopgør i kvindernes pokalkvartfinaler i håndbold tirsdag aften.
Der var lokalopgør på programmet tirsdag, da de to første kvartfinaler i kvindernes pokalturnering i håndbold skulle afvikles.
I Jylland kvalificerede Herning-Ikast Håndbold sig til Final 4 med en sejr over Silkeborg-Voel KFUM på 28-26, mens København Håndbold slog Ajax København på Sjælland med 29-22.
Silkeborg-Voel gav det ubesejrede tophold i ligaen kamp til stregen. De to klubber fulgtes pænt ad i første halvleg, hvor Herning-Ikast gik til pause foran 14-13.
Efter kortvarigt at have været nede med 15-18 kæmpede Silkeborg-Voel sig tilbage, og det gav en tæt afslutning.
Herning-Ikast viste dog rutinen og levede op til favoritværdigheden. Trods mandsopdækning lukkede holdet opgøret med scoringen til 27-25 i det sidste minut.
Tidligere tirsdag var København i fuld kontrol i størstedelen af kampen og førte 17-9 ved pausen mod lokalrivalerne fra Ajax København.
Men der kom lidt sved på panden, da Ajax reducerede til 20-23 med otte minutter igen. Tættere kom Ajax dog ikke på, og København kørte i sidste ende sejren sikkert hjem.
Dermed var der også oprejsning til danmarksmesteren fra 2018. I ligaen er det blevet til tre nederlag i træk og blot tre point i fem kampe, hvilket giver en placering som nummer ni i tabellen. Modsat har Ajax startet godt og har seks point.
Onsdag mødes Team Esbjerg og Nykøbing-Falster Håndbold samt Odense Håndbold og Viborg HK i de to sidste pokalkvartfinaler.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned