Herning-Ikast sender Viborg ud af medaljekampen
Viborg-spillerne må kigge langt efter en DM-semifinale i år. Foto: Morten Dueholm/Ritzau Scanpix
Morten Dueholm/Ritzau Scanpix
Herning-Ikast vandt 28-21 i Viborg. Dermed kan Viborg ikke længere nå DM-semifinalerne. NFH slog Odense.
Håndboldkvinderne fra Herning-Ikast, der tidligere har været kendt som Ikast fS, Ikast-Brande, Ikast-Bording og FC Midtjylland, er igen tilbage på kurs mod DM-semifinalerne.
Onsdag aften spillede holdet sig op på andenpladsen i slutspilsgruppe 2 med en sejr på 28-21 ude over rivalen Viborg HK.
De to klubber har i 1990'erne og 00'erne spillet mange kampe om medaljer mod hinanden, men i år bliver medaljekampene uden Viborg.
Med onsdagens nederlag kan de grønblusede ikke længere nå en plads i semifinalerne. Holdet ligger sidst i gruppen inden de sidste to spillerunder.
Allerede ved pausen pegede det i retning af en lussing til Viborg-spillerne. De effektive gæster scorede flittigt på Rikke Poulsen og førte 18-12.
Viborg-træner Jakob Vestergaard formåede ikke at finde den taktik, der kunne bringe hjemmeholdet tilbage i kampen.
Selv om Rikke Poulsen i målet fik meget bedre fat i afslutningerne, var der reelt ikke spænding om udfaldet. Viborgenserne var hele tiden mindst fire mål efter Herning-Ikast i anden halvleg.
De sidste 17 minutter af kampen blev spillet med blot én dommer, da kampens anden dommer pådrog sig en fiberskade.
Martin Gjeding så derfor resten af kampen med en ispose om det ene lår, mens Mads Hansen dømte videre inde på banen.
Med sejren har Herning-Ikast fem point inden de to sidste spillerunder, hvilket er et point mere end Aarhus United.
Derfor kan midtjyderne endegyldigt sikre semifinalepladsen ved at slå Aarhus, når holdene mødes i næste uge.
I den anden slutspilsgruppe stod det allerede klart inden onsdagens kamp mellem Nykøbing Falster Håndboldklub og Odense, at fynboerne er klar til semifinalen.
Måske var det derfor, at grundspilsvinderne måtte gå fra banen med et nederlag.
NFH vandt med 24-19, og dermed bevarer klubben muligheden for at overhale København Håndbold og snuppe den sidste semifinalebillet fra gruppen.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker