Herning overvinder chokstart og booker finalebillet

Der er blevet gået til den i semifinaleserien. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Herning Blue Fox var nede 0-2 efter fem minutter, men fik styr på Aalborg Pirates og er nu i DM-finalen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Herning Blue Fox fik søndag en elendig begyndelse på den sjette dyst i semifinaleserien mod Aalborg Pirates i Metal Ligaen.

Allerede efter fem minutter var Herning bagud med 0-2 til nordjyderne, der skulle forsøge at fremprovokere en syvende og afgørende kamp om finalebilletten.

Men Herning fik styr på sagerne, og selv om Aalborg i tredje periode udlignede til 3-3, vandt herningenserne med 4-3. Dermed vandt de semifinaleserien med 4-2 i kampe.

Det betyder, at klubben er i finalen og har mulighed for at vinde sit første DM-guld siden 2012. I finalen venter Odense Bulldogs, som netop var finalemodstanderen, da Herning senest vandt Metal Ligaen.

Aalborg må lade livet i kampen om DM-guld, men sådan så det ikke ud efter bare fem minutter. To mål på 26 sekunder fra Oliver Kiljunen og Patrick Bjorkstrand betød, at nordjyderne fik en perfekt begyndelse på kampen.

De formåede bare ikke at holde fast i føringen. Allerede 12 minutter inde i kampen havde Emil Kristensen og Aleksi Ainali sørget for, at der stod 2-2 på tavlen i den flotte ishockeyarena i Aalborg.

Herning var tilbage, og i anden periode kom også føringen, da den bundrutinerede Mathias Bau sendte pucken i netmaskerne til 3-2.

Aalborg udlignede med ti minutter tilbage af kampen, da Darien Craighead scorede. Men Brett Thompson sørgede for at sende Herning i DM-finalen.

/ritzau/