Herning vinder DM-revanche mod Sønderjyske
Sølvvinderne Blue Fox Herning vandt hjemme 3-2 over mestrene fra Sønderjyske i Metalligaen.
Efter nederlaget til Sønderjyske i den syvende og sidste kamp i sidste års DM-finaleserie er ishockeyspillerne fra Blue Fox Herning formentlig ivrige efter at vise, at de igen skal have guldhjelmene på, når sæsonen slutter.
Og de indledende øvelser ser helt fornuftige ud. Med en 3-2-sejr over netop Sønderjyske fredag aften befæstede midtjyderne i hvert fald den aktuelle førsteplads i grundspillet og tog første stik i den psykologiske krig om herredømmet på isen.
Herning vandt kampen på en lynstart, hvor holdet bragte sig foran 3-0 på mindre end 12 minutter.
Sønderjyske overvandt dog chokket, men modtrækket blev sat for sent ind. To scoringer i de sidste 10 minutter bragte ny spænding i kampen, men det blev ved Herning-sejr.
Et lignende kampforløb så man i Odense, hvor Herlev - i dagens anledning i lyserøde trøjer for at markere kampen mod brystkræft - med to mål i de allersidste minutter fik fra 0-3 til 2-3.
Også her manglede gæsterne dog det sidste i at få udlignet og minimum få ét point med hjem.
Aftenens runde bød på to lokalopgør, blandt andet tog Aalborg Pirates imod Frederikshavn. Her løb frederikshavnerne med en 2-1-sejr efter en tæt kamp.
"Kampen om Strandvejen" er opgøret mellem Rungsted og Unibet Stars fra Gentofte blevet dødt, og i den kommende tid er det førstnævnte, der har håneretten på køreturen langs den nordsjællandske østkyst.
Rungsted vandt nemlig 4-2 efter to mål og en assist af Nikolaj Rosenthal. Hos Gentofte lavede finnen Ossi Saarinen to mål.
Endelig besejrede Esbjerg Energy hjemme Rødovre Mighty Bulls med 4-1.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker