Historisk nederlag gør ondt på tysk landstræner
Joachim Löw blev onsdag den kun tredje tyske landstræner i historien til at tabe en hjemmekamp i VM-kvalifikationen. Foto: Ralf Ibing/Ritzau Scanpix
Ralf Ibing/Ritzau Scanpix
Tysklands første nederlag i VM-kvalifikationen siden 2001 gjorde ondt på Joachim Löw og resten af holdet.
1985, 2001 og 2021. Det er de tre gange, Tysklands nationalmandskab i fodbold har tabt en VM-kvalifikationskamp på hjemmebane.
Og faktisk har holdet ikke - hverken ude eller hjemme - tabt i VM-kvalifikationen siden den sorte dag i september 2001, hvor England pryglede tyskerne med 5-1 på Det Olympiske Stadion i München.
Derfor er det nærliggende at kalde onsdagens nederlag i Duisburg til upåagtede Nordmakedonien for en sensation.
Trods markant spilovertag leverede Joachim Löws udvalgte en pauver indsats og tabte 1-2. Et nederlag, som gør ondt på den stolte nation.
- Vi skal bruge de næste dage og uger på at gøre os mange tanker, lyder det fra Löw ifølge nyhedsbureauet dpa efter nederlaget.
- Skuffelsen er enorm. Vi mistede mange bolde i opspillet, og defensiven var generelt ikke stabil. Det gør ondt, når man taber sådan på hjemmebane.
Nordmakedonien havde ikke voldsomt mange chancer i kampen, men gæsterne var effektive, når de var omkring Marc-André ter Stegens mål.
Manchester City-stjernen Ilkay Gündogan, som scorede tyskernes mål på straffespark, har også svært ved at forstå, at holdet tabte kampen.
- Det er svært at finde ord lige nu. Sådan en kamp må vi ikke tabe.
- Der er ikke andet at gøre end at arbejde videre. Det er ikke det her, vi stiler efter, og det er ikke til at forklare, men man må acceptere det.
- Det gør måske endnu mere ondt, fordi vi ikke ses igen før om to måneder, lyder det fra midtbanemanden.
Tysklands næste kamp i VM-kvalifikationen er ude mod Liechtenstein. Det dog først 2. september. Inden da skal Tyskland og 23 andre europæiske nationer kæmpe om titlen ved sommerens coronaudskudte EM-slutrunde.
Landets første VM-kvalifikationsnederlag på hjemmebane i 1985 var til Portugal - den gang som Vesttyskland.
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker