Historisk sejr: Andy Murray vinder US Open

Den skotske tennisstjerne Andy Murray fik natten til tirsdag dansk tid en plads i historiebøgerne, da han vandt mændenes herresinglefinale ved US Open over den forsvarende mester Novak Djokovic.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med cifrene 7-6, 7-5, 2-6, 3-6 og 6-2 sikrede 25-årige Murray sig ikke bare karrierens første grand slam-trofæ, men også den første britiske titel siden 1936 i en af de fire mest prestigefyldte turneringer.

Der skulle dog gå næsten fem timer, før Murray kunne lade sig hylde af publikummet på banen i New York.

Allerede fra første sæt så det ud til at blive et jævnbyrdigt opgør mellem de to tennisstjerner, som gav hinanden en hård fight. Duellen endte i tiebreak, som Murray vandt snævert med 12-10.

Murray lignede længe en sikker vinder af andet sæt. Men bagud med 5-2 viste den serbiske stjerne sin styrke og kæmpede sig tilbage på 5-5. Murray genfandt dog de stærke ketcher-slag og vandt sættet.

Selvom Djokovic nu var under gevaldigt pres, kom han på banen med ny selvtillid og snuppede både tredje og fjerde sæt.

Det lignede nu et vildt US Open-comeback fra serberens side, men endnu engang vendte kampen, og Murray kom buldrende ud til de sidste og afgørende dueller. Han brød sin modstanders serv flere gange og tog sættet sikkert med 6-2.

Den skotske stjerne, som tidligere på året vandt OL-guld i London, har svært ved at tro, at han har vundet US Open.

- Efter tredje og fjerde sæt var det virkelig svært. Han (Djokovic, red.) er så stærk og kæmper til det sidste i alle kampe, siger Murray efter opgøret.

US Open-mesteren har tabt de seneste fire grand slam-finaler, han har stået i. Men denne gang er det Murray, der kan indløse præmiechecken på 1,9 millioner dollar.

Mændenes finale skulle allerede have været spillet natten til mandag dansk tid, men på grund af dårligt vejr blev programmet skubbet, og turneringen har dermed varet i mere end to uger.

/ritzau/