Historiske Marokko har et helt kontinent i ryggen
Adskillige marokkanere fejrede kvartfinalesejren over Portugal på Champs-Elysees. (Arkivfoto). Foto: François Mori/Ritzau Scanpix
Det er Afrika mod Frankrig, når Marokko møder den tidligere store kolonimagt i VM-semifinalen.
Når Marokko møder Frankrig i VM-semifinalen, er det meget mere end to lande, som møder hinanden. Marokko repræsenterer et kontinent, hvor flere lande gennem mange år har været koloniseret af Frankrig.
I særligt den vestlige del af Afrika har man et negativt syn på Frankrig, mener Stig Jensen, som er lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.
Og der er tidligere franskkoloniserede lande, hvor demonstrationer mod franskmændene stadig finder sted.
Derfor er det på mange måder hele den vestlige del af Afrika mod Frankrig onsdag aften i Qatar.
- Vi har set demonstrationer i en række hovedstæder specifikt mod franskmændene. Vi har set lande, som har sparket franske soldater ud. Vi har i den grad set et opgør mod franske firmaer og boykot af franske varer, siger han.
- Historie betyder meget for afrikanerne og marokkanerne.
Og Frankrig er ifølge Stig Jensen mere ugleset end nogensinde i de tidligere franske kolonier. I de lande tænker man stadig om franskmændene:
- "De koloniserede os" og "de udnyttede os", siger han.
Opgøret handler derfor om meget mere end fodbold. Det er stolthed og håb fra hele Afrika, Marokko har som rygstød, når landsholdet går på banen til den første VM-semifinale nogensinde for et afrikansk land.
- De har slået Belgien, de har slået Spanien, de har slået Portugal. Alle tre store kolonimagter på det afrikanske kontinent. Nu er det den største af de største, siger Stig Jensen.
Begejstringen efter sejren over Portugal i kvartfinalen var ikke til at tage fejl af på gaderne i den franske hovedstad Paris.
Det, der ifølge det tyske nyhedsbureau DPA startede fredeligt med 20.000 marokkanske fodboldfans, udviklede sig til optøjer og ballade i løbet af de sene aftentimer.
I alt blev 108 personer varetægtsfængslet ifølge DPA.
Semifinalen mellem Marokko og Frankrig spilles onsdag klokken 20.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned