Hjalte Froholdt er trådt ud af kulissen og ind på scenen i NFL

Hjalte Froholdt (til venstre) er for andet år i træk holdkammerat med quarterbacken Joshua Dobbs (til højre). Deres fælles fortid hjælper på relationen på banen. Foto: Matt York/Ritzau Scanpix

Efter flere år som reserve er Hjalte Froholdt blevet en fast del af startopstillingen på et NFL-hold. Hans præstationer i Arizona er blevet bemærket i USA.

Offentliggjort Sidst opdateret

Yell-dee, Jal-duh eller Yahl-tay.

Buddene på, hvordan Hjalte Froholdts navn helt præcis skal udtales, er mange, når de amerikanske eksperter kaster ud i at tale om den danske NFL-spiller.

På det seneste er danskerens præstationer for Arizona Cardinals blevet bemærket af adskillige kommentatorer, podcasts og på sociale medier i USA.

Fynboen er da også særligt iøjnefaldende, når han med sine tatoverede og muskuløse overarme stormer ned ad banen for at tromle sine modstandere.

Netop den egenskab viste han flere gange i sejren over Dallas Cowboys i den forgangne uge. Her var Cardinals stærkt undertippet, men Froholdt og holdkammeraterne kørte favoritterne fra Texas over.

Efterfølgende var Froholdt en af dem, som høstede store roser for sin præstation over for nogle af verdens største forsvarsprofiler i amerikansk fodbold.

Den anerkendte NFL-ekspert Brandon Thorn med speciale i offensive og defensive linjer hæftede sig blandt andet ved danskerens teknik på det sociale medie X.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Og sportsdatavirksomheden Pro Football Focus vurderede Froholdt som en af de bedste på positionen som center i spillerunden.

I sidste sæson blev svendborgenseren brugt som center og på positionen guard umiddelbart ved siden af. Froholdt var sågar også stillet op som fullback - bag den offensive linje - enkelte gange.

For første gang i karrieren er han en nu en fast del af startopstillingen på et hold. I foråret skrev Arizona Cardinals en toårig kontrakt med den 140 kilo tunge dansker, og det stod hurtigt klart, at han var det foretrukne valg på center-positionen.

Her har han et stort ansvar, fordi han skal aflevere bolden til holdets quarterback på hvert eneste spil, blokere for ham og skabe plads til løbespillet.

- Det var selvfølgelig super heldigt for mig at være i den position op til sæsonen. Det har hjulpet mig utroligt meget kun at spille center og fokusere på den position. Jeg ved, hvad jeg skal gøre for at udføre mit arbejde og sørge for, at alle mine medspillere er i samme båd.

- Jeg lærer noget hver uge, og det er jeg glad for. Jeg er glad for at blive udfordret og presset til kanten.

- Jeg vil gerne ud hver uge og bevise, at jeg er en top-center. Men samtidig vil jeg gerne bare vinde kampen. Mit fokus er på, hvad jeg kan gøre for at vinde, forklarer han.

Arizona Cardinals blev af mange eksperter regnet som et af NFL's dårligste hold før sæsonen.

Med stjernequarterbacken Kyler Murray skadet og ingen oplagte alternativer måtte klubben i desperation hente Froholdts tidligere holdkammerat Joshua Dobbs kort før sæsonstart.

De to kender hinanden fra tiden i Cleveland Browns, og med Dobbs som quarterback har Cardinals trods to nederlag overrasket positivt i begyndelsen af sæsonen.

- Vi har masser af star power på vores hold. Vi har masser af gode spillere, der kan lave en masse gode spil. I NFL er de fleste kampe tætte og ender med at blive afgjort med mindre end syv points forskel, siger Froholdt.

En på papiret ny stor mundfuld venter søndag for Arizona Cardinals, som gæster San Francisco 49ers.

/ritzau/

Froholdt er i gang med sin femte sæson i NFL

* 2019: Efter at være blevet valgt i draften af New England Patriots blev Froholdt skadet i en træningskamp op til sæsonen og missede hele sæsonen.

* 2020: Froholdt fik otte kampe for New England Patriots. Han blev især brugt på enheden special teams, men deltog også i 61 spil på angrebet. Han blev fritstillet i november og samlet op af Houston Texans, hvor han ikke fik spilletid.

* 2021: Houston Texans placerede danskeren på sit practice squad, og herfra blev han hentet af Cleveland Browns. Han deltog på special teams i seks kampe, men ikke på angrebet.

* 2022: Froholdt startede 23. oktober 2022 for første gang i karrieren en kamp på angrebet i Cleveland. Det blev i alt til seks pladser i startopstillingen det år.

* 2023: Froholdt blev hentet ind som en fast del af startopstillingen som center og har fået en god start på sæsonen i de tre første kampe.

Kilde: Pro-football-reference.com og Ritzau.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu