Hjemvendt Lössl træner med i FC Midtjylland igen
33-årige Jonas Lössl nåede at spille tre kampe for Brentford, som han var lejet ud til i sidste halvdel af den forgangne sæson. Nu er han tilbage i FC Midtjylland. Foto: Molly Darlington/Ritzau Scanpix
Ifølge FCM-sportschefen Svend Graversen er Jonas Lössl klar til at kæmpe om målmandsposten i klubben.
Målmanden Jonas Lössl vender tilbage til træningsbanen i FC Midtjylland fra tirsdag.
Det siger klubbens sportschef, Svend Graversen, efter mandagens sejr i Superligaen over Brøndby.
Den tidligere landsholdsmålmand har ikke været en del af sæsonstarten hos de danske vicemestre. I stedet har han trænet med i Bordeaux, men her blev det ikke til en kontrakt.
- Så vidt jeg ved, har Lössl en lang kontrakt. Jeg snakkede med ham i går, jeg snakkede med ham i forgårs, og Albert Capellas snakkede med ham i går. Han glæder sig til at komme tilbage, og så går han hen og giver den en skalle, og så må han ned og konkurrere med Elias (Olafsson, red.) i målet.
- Han træner med i morgen (tirsdag, red.). Han er i Danmark nu, siger sportschefen ifølge B.T.
FC Midtjylland hentede sidste år Lössl hjem på en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025.
Men efter at have overtaget keeperposten fra Jesper Hansen blev Lössl i den forgangne sæson henvist til bænken, mens Elias Olafsson blev førstemålmand.
Det behagede ikke Lössl, som i stedet tog til Brentford i England på en lejekontrakt i sidste halvdel af sæsonen.
Ved den lejlighed fortalte han TV 2 Sport, at han ikke ville tilbage til den midtjyske klub, hvor karrieren startede.
- Jeg føler ikke, at de gensidige forventninger, vi havde til hinanden, er blevet opfyldt, og derfor drager jeg nu videre i min karriere. Jeg ville have elsket at slutte, hvor det hele startede.
- Det var derfor, jeg vendte hjem, mens jeg stadig følte, at jeg kunne bidrage med noget både på og uden for banen, men eventyret skulle ikke slutte sådan i denne omgang, sagde han.
FC Midtjylland råder også over målmanden David Ousted, som endnu en gang har udsat sin fodboldpension.
/ritzau/
Seneste artikler
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker