Hjemvendt storskytte får stærkt Randers-comeback
Camilla Dalby lavede ni mål, da Randers HK åbnede sæsonen med en sikker sejr i Ringkøbing.
Selv om Camilla Dalby tilbragte meget tid på udskiftningsbænken i sine to sæsoner hos storklubben Buducnost, er der fortsat smæld i venstrearmen hos den tidligere landsholdsspiller.
Det demonstrerede hun i sit comeback i den hjemlige håndboldliga fredag aften, hvor hun med ni scoringer havde en væsentlig andel i, at Randers HK vandt med 32-25 på udebane over Ringkøbing.
Med sejren kom kronjyderne perfekt fra start i den nye sæson, der helst skal udmønte sig i en bedre slutplacering end sidste års sjetteplads.
Den debuterende Randers-træner Ryan Zinglersen kunne se sit hold være i spidsen gennem hele opgøret i det vestjyske.
Ved pausen var stillingen 15-12 til gæsterne, og kun i det første kvarter af anden halvleg bed Ringkøbing-spillerne for alvor fra sig.
Hjemmeholdet kom op på 20-21 og fulgte med til 25-27, men formåede ikke at lave et eneste mål i de sidste fem minutter.
Derfor endte det med en sikker favoritsejr i en kamp, hvor Dalby med sine ni mål blev gæsternes topscorer, mens Johanna Westberg og Jane Schumacher nettede fem gange.
For Ringkøbing blev Mathilde Neesgaard topscorer med syv træffere.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker