Hjernerystelse tvinger dansk Brentford-kaptajn til pause
Christian Nørgaard spillede i første omgang videre efter at have slået hovedet mod Leicester, men lod sig udskifte i pausen. Foto: Chris Radburn/Reuters
Christian Nørgaard har fået konstateret hjernerystelse og er ikke med, når Brentford onsdag møder Everton.
Formstærke Brentford må undvære Christian Nørgaard, når holdet på onsdag møder Everton.
Premier League-klubbens danske kaptajn har fået konstateret en hjernerystelse efter fredagens opgør i Leicester, hvor han måtte udgå efter første halvleg.
Det meddeler klubben på X.
- Desværre er Christian Nørgaard ikke til rådighed. Han er ude med en hjernerystelse. Han havde det fint på banen, men fik det dårligere i pausen, og vi var nødt til at skifte ham ud, siger træner Thomas Frank.
Forinden havde Nørgaard scoret et af sit holds mål på vejen mod den klare 4-0-sejr over bundholdet. Danskeren kom først på et indlæg fra Bryan Mbeumo og headede bolden ind bag landsmanden Mads Hermansen i Leicesters mål.
Det fremgår ikke, hvor længe Nørgaard forventes at være ukampdygtig.
Brentford har vundet tre ud af holdets sidste fire kampe i Premier League og ligger på en aktuel 11.-plads.
Onsdagens modstander, Everton, er også godt kørende og er ubesejret i seks ligakampe i træk. Senest satte man dog en tomålsføring over styr og måtte nøjes med 2-2 på hjemmebane mod Manchester United.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker