Hjerteproblemer stopper Nykøbing-kvindes fodboldkarriere

Rikke Læntver Sevecke nåede aldrig at komme i kamp for sin amerikanske klub Portland Thorns. Foto: Fletcher Wold-Portland Timbers

Rikke Læntver Sevecke må lægge støvlerne på hylden af helbredsmæssige årsager.

Offentliggjort Sidst opdateret

NYKØBING: Nykøbing-pigen Rikke Læntver Sevecke, der står noteret for 54 A-landskampe for Danmark, er blevet ramt af en hjertesygdom, der betyder, at hun ikke kan fortsatte sin fodboldkarriere.

Det fortæller den 27-årige landsholdsspiller, der begyndte fodboldkarrieren i B.1921, selv i et opslag på Facebook.

- Det er ekstremt hårdt ikke at kunne træffe den her beslutning, når jeg selv følte, at tidspunktet var kommet. Der var så mange eventyr, jeg så frem til. Et af dem var at være Portland Thorns-spiller og få muligheden for at spille sammen med så dygtige spillere i en af verdens bedste ligaer, skriver hun i opslaget og fortsætter:

- At være en del af landsholdet og repræsentere Danmark i mange år endnu er også noget, jeg ikke kommer til længere. For det at tage den røde og hvide trøje på, gå på banen og synge nationalsangen er det største.

- Det er noget, jeg er sindssygt stolt over at have opnået, og som jeg altid vil se tilbage på med et smil. Jeg er taknemmelig for alle de mennesker, jeg har mødt på min vej, flere er blevet venner for livet, lyder det fra Rikke Læntver Sevecke, der i september skiftede fra engelske Everton til amerikanske Portland Thorns, som hun desværre aldrig nåede at komme i kamp for.

Efter den tidlige ungdomstid i Nykøbing skiftede Rikke Læntver Sevecke som 15-årig til Ballerup-Skovlunde, inden karriere fortsatte i Brøndby med flere danske mesterskaber.

Udlandseventyret begyndte i Frankrig i i den parisiske forstadsklub FC Fleury inden næste stop i Liverpool, hvor falstringen spillede tre sæsoner i Everton.

Hvad, der skal ske nu for Rikke Læntver Sevecke, er uvist, men hun meddeler, at hun har brug for tid til at bearbejde det pludselige karrierestop.

- Jeg er omgivet af de bedste mennesker, og jeg skal nok komme ud på den anden side. Livet er uforudsigeligt, og når én dør lukkes, åbnes en anden, siger hun.

Rikke Læntver Sevecke spillede sin seneste landskamp som indskifter i Nations League-opgøret mod Wales i september. Hun var i startopstillingen i samtlige fire kampe ved VM-slutrunden i Australien i sommer, hvor Danmark røg ud til værtsnationen i ottendedelsfinalen.