Hjulmand advarer mod mentalt stærke skotter

Det danske fodboldlandshold har kun haft tid til to træninger - heraf den ene en meget let træning - forud for onsdagens VM-kvalifikationskamp mod Skotland. Fotoet her er fra tirsdagens træning i Helsingør. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De skotske spillere trives i modgang, og skotterne har en meget stærk venstre side, mener Kasper Hjulmand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hos bookmakerne er det danske fodboldlandshold klar favorit i onsdagens VM-kvalifikationskamp mod Skotland i Parken, og hvis det også er et udtryk for opfattelsen hos den almene fodboldfan, så generer det på ingen måde skotterne.

De trives nemlig rigtig godt i en rolle som underdog, påpeger landstræner Kasper Hjulmand.

- Skotland er et godt hold. Jeg bliver beskyldt for at tale modstanderne op, men det gør jeg altså ikke. Vi så Skotland mod Kroatien og England ved EM i sommer, og skotterne var mindst lige så gode som England på Wembley.

- De har den mentalitet, at jo mere underdogs, de er, og jo mere de skal fighte for det, jo sværere er de at nedbryde, siger Kasper Hjulmand.

Også landsholdsmålmand Kasper Schmeichel har øje for Skotlands mentale styrke.

- Skotland må ikke undervurderes, og vi skal spille op til vores bedste for at slå dem. Skotterne giver ikke noget væk og spiller altid tætte kampe, siger Schmeichel.

Skotterne må se bort fra en lang række spillere til opgøret mod Danmark, heriblandt profiler som Scott McTominay fra Manchester United og John McGinn fra Aston Villa.

Til gengæld er holdets stærke venstre side med Kieran Tierney fra Arsenal og landsholdsanfører Andy Robertson fra Liverpool intakt. Den duo står bag Skotlands nok stærkeste våben, mener Kasper Hjulmand.

- De har et vanvittig godt hold med en fantastisk venstre side. De slår sindssygt mange indlæg og fylder op med spillere i boksen. Mod Kroatien (ved EM, red.) havde de kun bolden en tredjedel af tiden, men de slog 18 indlæg.

- Det er et stærkt mandskab, som vi skal være oppe at ringe for at slå, men vi er også stærke, siger Kasper Hjulmand.

Den danske landstræner sætter sin lid til, at tilskuerne i den udsolgte nationalarena vil være med til at løfte de danske spillere.

Skotlands landstræner, Steve Clarke, er også forberedt på, at der venter forrygende fodboldkulisse i Parken.

- Overordnet set er det danske hold rigtig godt, og de spiller med stor energi, og de får ekstra opbakning fra deres fans. Hvis jeg var spiller, ville jeg glæde mig til at spille i den kulisse, siger Steve Clarke.

Forud for kampen topper Danmark VM-kvalifikationsgruppen med ni ud af ni mulige point, mens skotterne er nummer to med fem point. Det er et retvisende billede af styrkeforholdet mellem holdene, mener Steve Clarke.

- Danmark er topseedet i gruppen, og de viste også under EM, at de er gode. De skubbede på og kom hele vejen til semifinalen med gode spillere og et godt sammenhold.

- De er gode til at spille bolden rundt, og de kan også score på både kontraangreb og dødbolde, og de vil give os mange udfordringer, siger den skotske landstræner.

VM-kvalifikationskampen begynder klokken 20.45.