Hjulmand: EM-formatet er sportsligt uretfærdigt
De danske spillere kunne lade sig hylde af masser af roligans, som havde taget turen til Amsterdam i lørdags. Det samme var ikke tilfældet for de walisiske fans, som var ramt af hårdere coronaregler. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Nogle EM-hold skal rejse meget mere end andre, og det er ikke sportsligt retfærdigt, mener Kasper Hjulmand.
EM i fodbold bliver afviklet i 11 forskellige værtsbyer, og det har medført forskellige rejseplaner og transporttid for de 24 deltagende hold.
Landstræner Kasper Hjulmand har nydt at spille alle tre gruppekampe i Parken i København inden lørdagens ottendedelsfinale mod Wales i hollandske Amsterdam.
Derimod har Wales spillet sine første to kampe i Baku i Aserbajdsjan og den tredje i Rom i Italien inden mødet med Danmark i Amsterdam.
- Der er stor forskel på rejsedage i det her format, og det er svært at planlægge med coronaregler. Hvert land har sine egne coronaregler i forhold til fans og så videre. Det har været umuligt for arrangører at planlægge.
- Men det her med alle de rejser, hvor nogle ikke skal rejse, og andre skal rejse meget, det er skævt, siger Hjulmand.
Wales brokkede sig i kølvandet på 0-4-nederlaget til Danmark over dommeren, EM-formatet og de manglende walisiske tilskuere i Holland grundet strikse coronaregler. Waliserne kaldte turneringen for en joke.
Hjulmand er ikke enig walisernes kritik af dommeren, men de øvrige kritikpunkter kan han bedre følge.
- Jeg forstår godt en del af det. Wales har virkelig rejst mange kilometer rundt omkring og været i Baku og spillet to kampe derude.
- Schweiz havde kamp nummer et og kamp tre i Baku. Det betyder altså noget, hvor meget du rejser, og hvor mange timer du bruger på at rejse i dit døgn.
- Der er ingen tvivl om, at det ikke er helt sportsligt retfærdigt på den del af det, siger Hjulmand.
Danmark skal spille kvartfinale i Baku mod Tjekkiet på lørdag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned