Hjulmand erstatter skadet Cornelius med gammel kending

Marcus Ingvartsen har tidligere spillet under Kasper Hjulmand i FC Nordsjælland. Nu er han udtaget til A-landsholdet. Foto: Marvin Ibo G''ng''r/Ritzau Scanpix

Den tidligere FCN-angriber Marcus Ingvartsen er udtaget til landsholdet som erstatning for Andreas Cornelius.

Offentliggjort Sidst opdateret

Angriberen Andreas Cornelius må melde afbud til de kommende VM-kvalifikationskampe mod Israel, Moldova og Østrig.

Mod forventning er han ikke blevet frisk nok til at møde ind, når landsholdet samles på mandag. I stedet er Marcus Ingvartsen fra Union Berlin udtaget.

Det skriver Dansk Boldspil-Union på Twitter.

Cornelius har ikke spillet en kamp for italienske Parma siden 21. februar, og han sad senest på bænken for holdet 27. februar. Parma spillede fredag aften mod Genoa i Serie A, men det var uden danskeren i truppen.

Indkaldte Marcus Ingvartsen har tidligere været udtaget til A-landsholdet, men han har aldrig fået sin debut. Til gengæld er han med 17 scoringer den spiller i historien med flest mål for Danmarks U21-landshold.

Kasper Hjulmand har et særdeles stort kendskab til Union Berlin-angriberen. Hjulmand var således træner for Ingvartsen i 2016/17-sæsonen, hvor angriberen blev superligatopscorer med 23 fuldtræffere.

Efter successæsonen blev Ingvartsen solgt til belgiske Genk, men succesen udeblev, og i sommeren 2019 røg han videre til Union Berlin. Her har den 25-årige danskere flere gange spillet på kanten og på den offensive midtbane.

I denne sæson har han scoret to mål og lagt op til syv scoringer i Bundesligaen.

På torsdag tager Danmark hul på VM-kvalifikationen med en udekamp mod Israel. Tre dage senere venter en hjemmekamp mod Moldova i Herning, før landsholdet rejser videre til Østrig.