Hjulmand har fokus på opbyggende spil i startfase

Kasper Hjulmand får debut som landstræner med kampe mod Belgien den 5. september og England den 8. september. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For at stå stærkest i kampe mod Belgien og England fodrer Kasper Hjulmand ikke spillerne med for meget nyt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mandag havde Danmarks nye fodboldlandstræner, Kasper Hjulmand, for første gang sin trup samlet til træning, og det har han hver dag frem mod Nations League-kampen mod Belgien på lørdag.

Forud for onsdagens træning i Helsingør tog Hjulmand smilende imod den danske presse og berettede om gode første træninger med spillere, der responderer godt.

- Det er en fornøjelse at være i gang. Vi kom en smule i gang med de taktiske ting i går (tirsdag, red), og på et møde fik vi tegnet overskrifter for det, vi vil arbejde med de næste dage.

- Vi startede lidt op på noget med opbyggende spil med to forskellige måder at gøre det på i kampene mod Belgien og England. Særligt omkring positionering i det opbyggende spil, fortæller Kasper Hjulmand.

Tre dage efter mødet med Belgien i Parken gælder det samme sted den anden kamp i Nations League mod England.

Ifølge Hjulmand er det en balancegang at ville implementere nye idéer og samtidig klæde holdet på til at lave gode resultater mod de stærke nationer.

- Der er en retning på spillet, som vi godt kunne tænke os at have i hovedet, og så er der de lidt mindre ting, der er mere realistiske at få ind lige nu og her.

- Så vi har forsøgt at male et billede af, hvor vi gerne vil hen, men lige nu fokuserer vi på to-tre ting frem mod Belgien-kampen, siger Hjulmand.

På grund af den coronaforlængede sæson skal han skal også tage mere hensyn til fysiske spørgsmål, end en landstræner normalt gør. Således er hans spillere på forskellige stadier af deres preseason ude i klubberne.

- Det betyder en del, og det er skærpende, at vi kun har tre udskiftninger. Vores medicinske og fysiske stab skal følge op og give en forudsigelse på spillerne. Har vi overhovedet nogen, der kan spille to gange 90 minutter?

- Spillerne bliver selvfølgelig valgt ud fra, at vi tror, de kan vinde kampen, men lige så meget må vi tænke på at have en holdopstilling med spillere, der kan spille hele kampen.

- Normalt får en landstræner spillere ind, der er, hvor de skal være, så man kun skal tænke taktisk. Jeg bliver nødt til at tænke over, hvordan vi sætter de to hold sammen over to kampe, lyder det fra Kasper Hjulmand.

Danmarks kamp mod Belgien fløjtes op lørdag klokken 20.45.