Hjulmand har helt frisk trup: Reserverne er på stranden
Fysisk træner Ismael Camenforte sørgede for, at landsholdsspillerne blev presset tilstrækkeligt ved mandagens træning. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Til glæde for Hjulmand er landsholdet uden skader, så han skal næppe ringe erstatninger hjem fra sommerferien.
Fodboldlandstræner Kasper Hjulmand råder over en trup uden skavanker før de kommende EM-kvalifikationskampe mod Nordirland og Slovenien.
Kun Mathias Jensen har haft et efterslæb, men han forventes at træne fuldt med fra tirsdag.
- Der burde ikke være nogen spillere, hvis deltagelse er usikker, siger Kasper Hjulmand.
Det er særdeles belejligt. Landsholdstruppen kan godt klare, hvis en enkelt eller to går i stykker før fredagens kamp, men Hjulmand vil nødigt ende i en situation, hvor han skal indkalde nye spillere.
Det kan nemlig blive svært, når de potentielle emner allerede er gået på sommerferie.
- Der er ikke nogen standbyliste. Vi kan ikke gøre som i marts, hvor vi pludselig kaldte "Zanka" ind. Hvis vi gjorde det den her gang, så vil spilleren blive kaldt ind efter at have været på stranden i to-tre uger, og det er urealistisk, at man kan gøre det. Så derfor har jeg udtaget 25 spillere.
- Vi har også et U21-landshold, der er i gang, og hvis alt falder sammen, så er det vores standbyliste. Vi regner med, at vores nuværende gruppe af spillere kan spille to kampe, siger landstræneren.
Han er lidt spændt på, hvor nogle af de udtagne spillere står rent formmæssigt. Flere af dem har allerede haft ferie, mellem at de spillede sæsonens sidste klubkamp og mødte ind på landsholdet mandag formiddag.
- Der er spillere, som ikke har spillet kampe eller trænet i et par uger, og det er altid spændende at se, hvordan de kommer ind på landsholdet.
- De har alle sammen holdt sig i gang, men de har haft fri i 14 dage, og nu træner de så et par dage, og så skal de spille kamp. Det kan være en udfordring, men jeg har en god fornemmelse, siger Kasper Hjulmand.
Landsholdet trænede mandag i Helsingør foran et stort opbud af børn.
Tirsdag, onsdag og torsdag træner landsholdet for lukkede døre før fredagens kamp mod Nordirland i Parken. På mandag gælder det en kamp i Ljubljana mod Slovenien.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker