Hjulmand jubler over klassemodstandere i Parken

Antoine Griezmann (tv.) og Kylian Mbappé (th.) venter Danmark, når Nations League indledes til sommer. (Arkivfoto) Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

En udekamp mod Frankrig til juni er åbningsmenuen for Danmarks fodboldlandshold i Nations League.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er den på papiret sværeste opgave, som venter det danske fodboldlandshold, når Kasper Hjulmands tropper tager hul på Nations League.

Danskerne indleder gruppespillet med en udekamp mod verdensmestrene fra Frankrig 3. juni. Det fremgår af kampprogrammet, som Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) fredag har udsendt.

Frankrig kan mønstre en sand stjerneparade af spillere som Kylian Mbappé, Antoine Griezmann, Paul Pogba, Raphaël Varane, N'Golo Kanté og Karim Benzema. For blot at nævne de største navne.

Desuden venter Kroatien, der mødte Frankrig i den seneste VM-finale, og Østrig i gruppe A i det øverste lag i Nations League.

Landstræneren jubler ved udsigten til at møde tre stærke nationer i Parken i 2022.

- Det er fantastisk for vores fans og befolkningen at kunne præsentere så mange gode hold i Parken, siger Kasper Hjulmand.

- Kigger man tilbage, så havde man tidligere måske én stor modstander, der kom til Parken i hver kvalifikationsturnering, men med dette format får vi tre stærke modstandere til Parken inden for kort tid.

- Det er heller ikke de værste steder at rejse hen på udebanetur, så forhåbentlig kan folk gå amok igen og få store oplevelser med os.

Det bliver en intens indledning på turneringen for Danmark, som fra 3. juni til 13. juni skal spille de fire første kampe i gruppen.

Danmarks kampe i Nations League ligger således:

3. juni: Frankrig-Danmark.

6. juni: Østrig-Danmark.

10. juni: Danmark-Kroatien.

13. juni: Danmark-Østrig.

22. september: Kroatien-Danmark.

25. september: Danmark-Frankrig.