Hjulmand overøser FCN-skurk med roser

Kasper Hjulmand og FC Nordsjælland tabte fredagens lokalopgør i Lyngby. Foto: /ritzau/Jens Dresling

Andreas Maxsø spillede dårligt mod Lyngby, men cheftræner Kasper Hjulmand er ualmindelig glad for stopperen.

Offentliggjort Sidst opdateret

FC Nordsjællands forsvarsprofil Andreas Maxsø havde en meget skidt dag på kontoret, da Farum-klubben fredag tabte 1-2 hos rivalen Lyngby.

23-årige Maxsø fejlbedømte to gange en lang bold og kostede på den måde begge Lyngbys mål, medgiver han.

- Det var 100 procent mine mål begge to. Det er ikke det fedeste som forsvarsspiller at lave sådanne store fejl, for man ved det koster.

- Men sådan er det. Jeg må se fremad og lære af det, siger en bedrøvet Maxsø.

Hans træner, Kasper Hjulmand, vurderer også, at Maxsø fejlede ved begge scoringer, men FCN-træneren er alligevel ovenud tilfreds med sin forsvarsgeneral.

- Jeg kan godt forstå, hvis Andreas er irriteret og skuffet over de to situationer. Men kig på alle de andre kampe, han har spillet i denne sæson. Der har han været ufattelig stærk.

- Vores målscorere er løbet med meget af opmærksomheden, men jeg synes, det vil være helt fint at kigge lidt længere tilbage på banen også.

- Andreas er en leder og et forbillede for alle i truppen. Han er en stor personlighed, siger Hjulmand.

Maxsø er blevet nævnt som et af FC Nordsjællands varmeste salgsemner, og det ændrer dagens nedtur ikke på, mener Hjulmand.

- Andreas har løftet sit spil utrolig meget i denne sæson. Han arbejder benhårdt hver eneste dag, og han er en både robust og på samme tid elegant forsvarsspiller.

- Han er tæt på at være en komplet forsvarsspiller, og jeg kan godt forstå, at mange klubber kigger på ham.

- Hvis han fortsætter sin udvikling, kan han nå meget langt. Han kan begå sig i mange større ligaer, som jeg ser det, siger FCN-træneren.