Hjulmand sætter sin lid til Jonas Wind på toppen i Israel

Jonas Wind scorede sit første mål på A-landsholdet i november, da Danmark slog Sverige i en testkamp. Få dage senere scorede han også mod Belgien. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Jonas Wind er foretrukket frem for Kasper Dolberg i fodboldlandsholdets angreb mod Israel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bliver FC København-angriberen Jonas Wind, der får pladsen som central angriber i fodboldlandsholdets åbningskamp i VM-kvalifikationen mod Israel torsdag aften.

Superligaangriberen, der scorede mod Sverige og Belgien i efteråret, er foretrukket frem for Kasper Dolberg, der må tage plads på bænken i opgøret.

Ved siden af Jonas Wind har landstræner Kasper Hjulmand valgt Yussuf Poulsen til højre og Martin Braithwaite til venstre.

I forsvaret har de danske backpladser været det største spørgsmål. Her er Daniel Wass foretrukket som højre back, mens højrebenede Joakim Mæhle er venstre back. Dermed har backtrioen Jens Stryger Larsen, Henrik Dalsgaard og Nicolai Boilesen trukket sorteper.

De to sidstnævnte tager end ikke pladsen på bænken, da Danmarks trup består af 27 spillere, men kun 23 kan være i en kamptrup. Robert Skov og Marcus Ingvartsen er også vraget til kamptruppen.

Danmarks centrale akse består som ventet af Kasper Schmeichel, Simon Kjær, Andreas Christensen, Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney og Christian Eriksen.

Dermed ser Danmarks startopstilling ud som følger (4-3-3):

Kasper Schmeichel - Daniel Wass, Simon Kjær, Andreas Christensen, Joakim Mæhle - Pierre-Emile Højbjerg, Thomas Delaney, Christian Eriksen - Yussuf Poulsen, Jonas Wind, Martin Braithwaite.

Israel stiller op i en 5-3-2-formation. Kasper Hjulmand har forud for opgøret advaret mod den teknisk stærke midtbanespiller Manor Solomon og en angrebsduo bestående af Munas Dabbur fra Hoffenheim og PSV-målslugeren Eran Zahavi.

Opgøret i Tel Aviv begynder klokken 18 dansk tid. Cirka 5000 tilskuere forventes at overvære opgøret.