Hjulmand: Shakhtar er en kommende stormagt
Det må gerne vente en sæsons tid, men FC Nordsjællands træner Kasper Hjulmand er overbevist om, at Shakhtar Donetsk snart får sit store Champions League-gennembrud.
Klubben var i kvartfinalen i forrige sæson, men det er den eneste gang ud af syv deltagelser, at det er lykkedes det ukrainske storhold at komme videre fra gruppespillet. Storheden venter dog lige om hjørnet, mener den danske mestertræner.
- Det er et hold, som udvikler sig år for år. Jeg tror, de får et gennembrud i Champions League de næste to-tre år.
- Det er et fantastisk hold, og om et par måneder er der mange danskere, der har fundet ud af, hvem de er.
- Det er en klub, der har ufattelig, nærmest uanede mængder af penge, de har faciliteter, og de har stærke spillere, lyder vurderingen fra Kasper Hjulmand.
Shakhtar er onsdag aften modstanderen, når FC Nordsjælland får sin debut i Champions League.
Men selv om det altså endnu ikke er blevet til det afgørende gennembrud for Shakhtar, er klubben ikke uvant med europæisk succes. I 2009 vandt den nemlig Uefa Cuppen, den nuværende Europa League.
Alligevel mener nordsjællænderne ikke, at navnet klinger særligt stort i danske fodboldfans' ører.
- Jeg tror ikke, kendskabet til Shakhtar er overvældende, men det er en sindssygt stærk modstander, siger FCN-anfører Nicolai Stokholm efter at have nærstuderet onsdagens udfordring.
Der er kickoff på Dombass Arena i Donetsk klokken 20.45 onsdag aften.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker