Hjulmand skeler ikke til konkurrenters kamp før England-dyst
Kasper Hjulmand er i gang med sin tredje slutrunde som dansk landstræner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Udfaldet af Serbien-Slovenien fylder intet for Kasper Hjulmand før gruppekamp mod England.
Når det danske fodboldlandshold torsdag aften løber på banen til EM-gruppekampen mod England, ved landstræner Kasper Hjulmand, hvordan kampen mellem gruppekonkurrenterne Serbien og Slovenien er gået.
Men uanset hvad den kamp er endt, får resultatet ikke betydning for Danmarks tilgang til kampen mod England.
Det siger landstræner Kasper Hjulmand, da han på et pressemøde bliver spurgt, om der er et udfald i Slovenien-Serbien, der kan gøre ham tilfreds med at spille uafgjort mod England.
- Jeg tænker overhovedet ikke på, hvordan den anden kamp går, i forhold til hvad der kan være okay for os. Vi starter vores egen kamp og kører med mindsettet om, at vi skal vinde kampen.
- Hvis vi har spillet til og gjort vores absolut bedste, og der så er kryds på måltavlen, så er det sådan, det er. Men vores indgang til alle fodboldkampe er, at vi vil vinde, siger Kasper Hjulmand.
Ender opgøret mellem Serbien og Slovenien uafgjort, er det sandsynligt, at en dansk uafgjort mod England og efterfølgende uafgjort igen mod Serbien vil udløse en andenplads i gruppen eller gøre Danmark til en af fire bedste treere.
Når Danmark jagter sejren mod England, er det med visheden om, at der venter en helt anden type opgave end i premierekampen mod Slovenien.
De stærke englændere har i modsætning til slovenerne for vane at dominere alle kampe. Danmark skal derfor forsøge at drille englænderne med lange og kloge boldpassager.
Det har Hjulmand lært efter at have mødt England to gange i 2020 og en gang i 2021.
- Vi forventer, at det bliver en kamp om bolden. Den vil England også meget gerne have, for de har store kvaliteter i at kontrollere kampen på bolden. Vi har intentioner om at spille med. Vi føler, at vi også i kampene mod England har været gode på bolden og kan angribe.
- Det er en intention at være modig og forsøge at gøre noget for at bringe os derhen, hvor vi er allerbedst. Vi får ikke noget foræret, vi skal spille og kæmpe os til det, siger Kasper Hjulmand.
Under kampen vil begge hold have royal støtte på lægterne. Den engelske prins William overværer kampen, og han får selskab af kong Frederik.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde