Hobro kigger nedad efter nederlag til Sønderjyske
Peter Sørensen har ikke set Hobro vinde i de seneste 12 ligakampe. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Hobro-træner Peter Sørensen fokuserer efter søndagens nederlag til Sønderjyske på at bevare 12.-pladsen.
Hobro IK tabte søndag 1-3 til Sønderjyske, og holdet har på 12.-pladsen nu otte point op til nærmeste konkurrent i 3F Superligaen.
Derfor mener Hobro-træner Peter Sørensen, at hans hold skal gå efter at holde de øvrige hold bag sig. Hobro har 17 point, mens Esbjerg og Silkeborg ligger under med henholdsvis 16 og 10 point.
- Nu er vi nødt til at koncentrere os om de kommende kampe og dermed holde Esbjerg og Silkeborg under os, siger Hobros træner.
Det er især på grund af søndagens nederlag, at nordjyderne nu kigger nedad, siger Sørensen.
- Det er klart, hvis vi havde vundet, havde der været to point op til Sønderjyske, nu er der otte, og det gør det meget vanskeligt at nå derop, konstaterer han.
Hobro møder i næste runde ligaens førerhold, FC Midtjylland, og herefter skal holdet en tur til Aarhus, hvor nummer tre, AGF, venter.
Det lægger Hobro-træneren dog ikke det store i, da han mener, at konkurrenterne også har svære kampe i vente.
- Vi har et svært program, men det betyder ikke noget, for det har de andre hold også, mener han.
Søndagens nederlag var den 12. kamp i træk uden sejr til Hobro, og viceanfører Rasmus Minor mener, at det er hårdt, men at der i truppen stadig er tro på tingene.
- Vi stoler på vores spillestil og koncept, og det er hårdt lige nu, når vi taber, men der er stadig tro på, at vi kan få det vendt, siger viceanføreren.
Af de 12 kampe er blandt andet de seks endt uafgjort, og midtstopperen nævner, at de små ting har været forskellen på uafgjort og sejr.
- Der skal ikke ske meget i fodbold, for at det vender, og vi vil selvfølgelig gerne have det tippet over, så vi kan få tre point i stedet for et enkelt, slutter han.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde