Hobro trak FC Midtjylland

Med seks SAS Liga-hold tilbage blandt de sidste otte var pokaloverraskelsen Hobro fra 2. division næsten sikker på at møde et hold fra den bedste række i kvartfinalerne af Ekstra Bladet Cup.

Nordjyderne, der tidligere på ugen slog AaB ud af turneringen, trak da også FC Midtjylland og kan som lavere rangerende hold glæde sig over at have hjemmebane i opgøret.

Det andet tilbageværende hold fra de lavere divisioner, Vejle Boldklub, kan nok også se frem til pænt fyldte tribuner, når klubben tager imod de sydlige naboer fra Sønderjyske.

De sidste to opgør hedder HB Køge-OB og Silkeborg-FC Nordsjælland. Kampene spilles først den 8. april næste år.

/ritzau/

Pokaloverraskelsen Hobro skal slå FC Midtjylland, hvis holdet vil videre til semifinalerne i Ekstra Bladet Cup. Sydjysk lokalbrag mellem Vejle og Sønderjyske.

Offentliggjort Sidst opdateret