Det afgør Højesteret onsdag i en principiel sag, der kan få stor betydning for landets idrætsklubber.
Kridtsagen har rullet siden 2008, hvor Jammerbugt Kommune afviste at betale for Jetsmark Idrætsforenings opkridtning af de lokale fodboldbaner.
Kommunen fik i 2010 medhold i landsretten. Det fik imidlertid Jetsmark Idrætsforening til at prøve sagen i Højesteret med økonomisk opbakning fra Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI) samt Danmarks Idræts-Forbund (DIF).
DIF-formand Niels Nygaard frygter, at det vil få store konsekvenser for frivillige idrætsforeninger landet over, hvis dommen fra landsretten stadfæstes.
- Det kommer til at betyde, at der er nogle steder, hvor de frivillige foreninger ikke længere vil have den service fra kommunernes side, og at det kan blive vanskeligere at drive frivillig virksomhed i Danmark, siger Niels Nygaard.
Der er nemlig meget mere end kridtstregerne på spil. Det handler helt grundlæggende om, hvilket "udstyr" som kommunerne ifølge folkeoplysningsloven har pligt til at stille til rådighed for idrætsforeningerne.
- Det er noget rent principielt. Efter vores opfattelse er opkridtning af baner en del af det "nødvendige udstyr", som kommunerne skal stille til rådighed for foreningerne, siger Niels Nygaard.
Før kommunalreformen var det Pandrup Kommune, der kridtede Jetsmarks otte fodboldbaner op, men sådan en aftale eksisterede imidlertid ikke i nabokommunerne.
Derfor besluttede den ny Jammerbugt Kommune, at fodboldklubberne selv har ansvaret for at kridte deres baner op, mens kommunen kun stiller de nødvendige materialer og maskiner til rådighed.
Men det var Jetsmark ikke tilfreds med, og de tog sagen til landsretten for at få efterprøvet paragraf 22 i folkeoplysningsloven. Vestre Landsret fastslog imidlertid, at opkridtning af fodboldbaner ikke er en kommunal opgave.
Den afgørelse håber Jetsmark, DGI og DIF, at Højesteret nu vil omstøde.
- Der har været præcedens for, at kommunen står for opkridtning. Når en kommune så går ind og ensidigt ændrer på aftalen uden at gå i drøftelser med foreningen først, mener vi, det fortjener en domstolsafgørelse, siger Niels Nygaard.
Der falder dom i sagen onsdag klokken 12.00.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde