Højgaard regner med stort udbytte af The Players-debut
PGA Tour-chef Jay Monahan giver Nicolai Højgaard en debutantgave forud for danskerens debut i The Players Championship. Foto: Kevin C. Cox/Ritzau Scanpix
Nicolai Højgaard debuterer i en af golfsportens største turneringer og regner med at høste værdifuld erfaring.
Trods et par eksplosive år med mange højdepunkter kan golfprofilen Nicolai Højgaard stadig krydse nye ting af på sin liste over bedrifter og erfaringer.
Fra torsdag deltager den 23-årige dansker for første gang i The Players Championship, der ofte kaldes "den femte majorturnering".
- Det er anderledes end alle andre uger. Man kan godt mærke, at det er en stor uge for PGA Touren og for alle spillere.
- For alle spillere med et PGA Tour-kort er dette nok højdepunktet i løbet af året. Der er selvfølgelig de fire majors, som stadig er større, synes jeg.
- Men jeg tror, The Players kommer til at have en kæmpe værdi for mig i sidste ende. Det er et af de stærkeste felter i løbet af året, og banen og historien gør det specielt, siger Højgaard til Discovery+.
Onsdag fik Højgaard en gave for at være debutant - manchetknapper - og en gave for at deltage i turneringens 50 års jubilæum - en pengeclip - samt deltog i en større presseseance.
- Det er specielt, for det er kun én gang, det sker. Der er lang tid til næste gang. Man får nok ikke lov at spille, når der er 100 års jubilæum.
- Det er lidt specielt at få lov at opleve de forskellige jubilæumsting, og det her er jo en af de mest ikoniske turneringer i verden, siger Højgaard.
Højgaard har fem gange tidligere deltaget i en majorturnering, og sidste års 23.-plads i The Open er indtil videre bedste resultat i en major.
Sidste års triumf i DP World Tour Championship er med afstand Nicolai Højgaards største resultat i karrieren. Den indbragte ham en præmie på tre millioner dollar - eller godt 20 millioner kroner.
Vinderen af The Players i denne uge får 4,5 millioner dollar - eller godt 30 millioner kroner - ud af en samlet præmiepulje på 25 millioner dollar.
Det svarer til sidste års præmiepulje, hvor den inklusive de fire majors var den økonomisk største på hele PGA Touren.
The Players afvikles på TPC Sawgrass i Florida, som også huser PGA Tours hovedkvarter.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned