Højlund bomber videre for United i Premier League
Med søndagens scoringer er Rasmus Højlund den yngste spiller i Premier Leagues historie til at score seks kampe i træk. Foto: Peter Cziborra/Ritzau Scanpix
For sjette ligakamp i træk nettede Rasmus Højlund i Manchester Uniteds 2-1-sejr over Luton i Premier League.
Den danske landsholdsangriber Rasmus Højlund bombede videre for Manchester United, da han to gange kom på tavlen i søndagens udesejr på 2-1 over Luton.
Alle tre mål blev scoret i et livligt første kvarter af kampen, hvor gæsterne over 90 minutter langt fra imponerede, og Luton i store dele var bedst.
United indtager efter sejren sjettepladsen i ligaen med tre point op til Tottenham på placeringen over. Luton ligger på 17.-pladsen akkurat på den rigtige side af nedrykningsstregen et enkelt point foran Everton.
Christian Eriksen var søndag igen plantet på Manchester United-bænken i hele kampen. Det var femte gang i træk, hvor det ikke blev til ét eneste spilleminut for den danske midtbanekreatør.
Mens Eriksen er inde i en skidt periode, er Rasmus Højlund derimod i forrygende form. I opgøret mod Luton skulle der heller ikke gå mange sekunder, før Højlund kom på tavlen.
I kampens allerførste minut udnyttede danskeren kynisk en friløber. Forinden havde han opsnappet bolden efter en kæmpe fejl i Luton-forsvaret.
Med målet blev Rasmus Højlund den yngste spiller i Premier Leagues historie til at score seks ligakampe i træk.
Få minutter senere fordoblede angriberen scoringen. En afslutning fra holdkammerat Alejandro Garnacho ramte Højlund i brystet for efterfølgende at stryge i nettet.
Kampen startede underholdende, og efter et lille kvarter kom hjemmeholdet også på tavlen. Carlton Morris udnyttede en løs bold i feltet og satte hovedet på en 1-2-reducering.
Efter den livlige start satte kampen sig en smule, men det var noget uventet med Luton i den styrende rolle.
United havde flere perioder, hvor man var presset ned på egen banehalvdel, mens Luton sværmede omkring feltet.
Hjemmeholdet havde flere store chancer til en udligning kampen igennem, men forsøgene sneg sig på den forkerte side af målstolperne.
Som afslutningen nærmede sig, blev Luton-trykket mere intenst, men gæsterne holdte stand og tog tre point med retur til det nordlige England.
/ritzau/
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker