Holdkammerat afslører Vingegaard-frustration i Vueltaen
Jonas Vingegaard udtrykte glæde for, at det var Sepp Kuss, der endte som samlet vinder. Foto: Oscar Del Pozo/Ritzau Scanpix
Jumbo-Vismas Dylan van Baarle siger, at Jonas Vingegaard var frustreret undervejs i dette års Vuelta a España.
Kaptajnsituationen på cykelholdet Jumbo-Visma i årets Vuelta a España frustrerede undervejs danske Jonas Vingegaard.
Holdet kom ind til løbet med Jonas Vingegaard, der lige havde vundet Tour de France, og slovenske Primoz Roglic i en delt kaptajnrolle.
I løbet af den spanske rundtur kom den amerikanske hjælperytter Sepp Kuss i den røde førertrøje.
Holdkammeraten Dylan van Baarle siger til cykelmediet Rouleur, at danskeren undervejs kom til hollænderen for at dele nogle ting.
- Han (Vingegaard, red.) følte, at der var nogle frustrationer imellem de tre, siger Van Baarle med henvisning til Vingegaard, Primoz Roglic og Sepp Kuss.
Den hollandske hjælperytter tilføjer, at han ikke selv havde bemærket, at der var en dårlig stemning imellem de tre kaptajner.
Vingegaard tog to etapesejre undervejs i Vueltaen og så flere gange ud til at være den stærkeste af de tre opad, men udtrykte loyalitet over for Sepp Kuss, der havde hjulpet Vingegaard til Tour-sejren tidligere på året.
På de afgørende bjergetaper blev Vingegaard hos Kuss i den røde førertrøje, og efter 18. etape satte danskeren også ord på situationen.
- Det var rart at vise omverdenen, at vi står bag Sepp. Det er dejligt. Det er den holdning, jeg hele tiden har haft - at vi skulle stå bag Sepp og sørge for, at han vinder, sagde Vingegaard til TV 2 Sport.
I begyndelsen af oktober annoncerede Jumbo-Visma, at man stoppede samarbejdet med Primoz Roglic før tid.
Siden da er det blevet offentliggjort, at den slovenske cykelstjerne i næste sæson skal køre for det tyske hold Bora.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker