Holger Rune banker japaner med uimodståelig serv
Holger Rune har stadig sin første titel til gode i 2024. I Japan Open er han nu den bedst rangerede spiller, der stadig er med i turneringen. (Arkivfoto). Foto: Matt Rourke/Ritzau Scanpix
Holger Rune leverede lørdag 11 serveesser, da han i anden runde af Japan Open slog Yoshihito Nishioka klart.
Det har været meget op og ned for Holger Rune i 2024, men lørdag viste han, hvorfor han længe har været regnet som et af tennissportens helt store talenter.
I anden runde af ATP 500-turneringen Japan Open slog han overlegent japanske Yoshihito Nishioka 6-2, 6-4 til stor ærgrelse for hjemmepublikummet i Tokyo.
Rune virkede klar og fokuseret, da han indtog gulvet i Ariake Coliseum, og Nishioka havde mildest talt svært ved at håndtere danskerens serv.
I kvartfinalen venter endnu en japaner i skikkelse af 34-årige Kei Nishikori. Det tidligere topnavn var for ti år siden i finalen i US Open, men rangerer i dag som nummer 200 i verden.
Holger Rune er selv nummer 14 og har brug for ranglistepoint efter en sæson fuld af skuffelser.
Selvtilliden så absolut ikke ud til at fejle noget i lørdagens møde med Nishioka, som blev udspillet fra start.
Rune var suveræn i egne servepartier og begik stort set ingen fejl i sættet, hvor han allerede tilspillede sig de første sætbolde efter godt 20 minutter.
Dem afværgede wildcard-spilleren, men han kunne ikke forhindre Rune i at serve sættet hjem umiddelbart efter med sit ottende og niende es.
Også i andet sæt kom Nishioka hurtigt på bagkant. Godt nok vandt han første parti, men japaneren virkede træt og blev brudt til 1-2 kort efter.
Med en diametralt modsat attitude strålede Holger Rune af overskud. Han vandt stort set alle de bolde, hvor han fik førsteserven i spil, og bragte sig på 4-2.
Men Nishioka blev ved med at kæmpe. Nede 3-4 tilspillede han sig sin første breakbold i kampen og udnyttede den, da Rune slog i nettet.
Danskeren svarede hurtigt igen. En succesfuld challenge sendte ham på kurs mod et nyt brud, og kort efter lykkedes det Rune at bringe sig på 5-4.
Servees nummer 11 sikrede Rune den første matchbold, og med en uprovokeret fejl fra Nishioka var sejren hjemme.
Den sjetteseedede dansker kan notere sig, at de fem højest seedede spillere i turneringen alle er røget ud. Det samme er syvendeseedede Frances Tiafoe.
21-årige Rune har nu vundet 34 kampe og tabt 19 i 2024, hvor han stadig har sin første titel til gode.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker