Holger Rune får hård lodtrækning til Monte Carlo Masters
Holger Rune er nummer otte på den seneste verdensranglisten og seedet som nummer seks i Monte Carlo Masters. (Arkivfoto). Foto: Marta Lavandier/Ritzau Scanpix
Holger Rune møder enten Richard Gasquet eller Dominic Thiem i anden runde af Monte Carlo Masters.
Holger Rune skal potentielt slå verdensranglistens nummer et, tre og fire, hvis han vil til tops i Monte Carlo Masters.
Det står klart efter fredagens lodtrækning, der ikke var gunstig for den snart 20-årige dansker.
Som sjetteseedet sidder Rune over i første runde, hvorefter han møder vinderen af et opgør mellem franske Richard Gasquet og den tidligere verdenstreer Dominic Thiem, der er med på et wildcard efter en skadesplaget periode.
I tredje runde bliver modstanderen verdens nummer 13, briten Cameron Norrie, hvis seedningerne holder. Og herefter kommer så de helt store udfordringer.
I kvartfinalerne venter nemlig den nyslåede Miami Open-vinder Daniiel Medvedev, der er nummer fire i verden, hvis både russeren og Rune ellers kommer så langt.
Skulle Rune slå sig videre til semifinalerne, kan han derefter ryge ind i verdensetteren Novak Djokovic, inden Stefanos Tsitsipas, der vandt turneringen i både 2021 og 2022, bliver sidste hurdle i finalen, hvis grækeren lever op til sin seedning.
Verdensranglisten nummer to, Carlos Alcaraz, har lige som blandt andre Rafael Nadal og Felix Auger-Aliassime meldt afbud til Masters 1000-turneringen.
Hvornår Rune spiller sin første kamp er endnu usikkert, men første runde afvikles fra søndag, og finalen spilles søndag den 16. april.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned