Holger Rune holdt hovedet koldt trods sommerfugle i maven
Holger Rune var overlegen mod Luca Nardi. Foto: Guglielmo Mangiapane/Reuters
Holger Rune vandt lørdag over Luca Nardi. Sejren betød meget for Rune, som har været inde i en svær periode.
En stolt og lettet Holger Rune fik lørdag aften en rigtig god indledning på Masters 1000-turneringen Italian Open i Rom.
Efter sejren over italienske Luca Nardi fortæller han til TV 2 Sport, at alt det, han har arbejdet med siden sit exit i Madrid Open, lykkedes.
- Jeg var ekstremt fokuseret. Jeg havde mange sommerfugle i maven før kampen. Efter Madrid har jeg haft tid til at tænke, arbejde og evaluere på situationen - og mest af alt at gøre det bedre, siger Holger Rune til TV 2 Sport.
Danskeren havde brug for at holde hovedet koldt under kampen, hvor han var kommet på udebane.
Publikum i den intense tennisarena forsøgte nemlig konstant at komme ind i hovedet på Holger Rune ved at larme, da Holger Rune skulle serve.
Det rystede dog ikke den ellers temperamentsfyldte dansker, der i fin kontrol tromlede videre, spillede god tennis og udmanøvrerede hjemmebanehelten Nardi.
- Det gjorde jeg virkelig godt her til aften (holdt fokus, red.). Jeg fokuserede virkelig på at holde fokus, hvis man kan sige det på den måde. Jeg fokuserede bare på mit eget spil og på at forbedre mig, lyder det fra Holger Rune til TV 2 Sport.
Mod italienske Luca Nardi, der er nummer 81 i verden, var Holger Rune i kontrol stort set fra start til slut. Kun i ét af sine servepartier var han under hårdt pres, men overlevede og vandt 6-4, 6-4.
Holger Rune sad over i første runde og er nu klar til tredje runde af turneringen, hvor han sidste år nåede i finalen. Næste modstander er argentinske Sebastián Báez, som er nummer 19 på verdensranglisten.
Rune slog Sebastian Baez med 2-0 i sæt i Basel i oktober sidste år. De to mødes mandag i Rom.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned