Holger Rune kører top-100-spiller over i polsk turnering
Holger Rune havde ingen problemer med verdens nummer 94, Pablo Andujar-Alba, der blev slået 6-1, 6-1. Foto: Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Sarah Stier/Ritzau Scanpix
Holger Rune vandt 6-1, 6-1 over spanske Pablo Andujar-Alba efter kun godt en times tennis.
Danmarks bedste mandlige tennisspiller, Holger Rune, noterede sig torsdag eftermiddag for en overlegen sejr og en fin skalp.
I polske Szczecin slog den 18-årige dansker sin 17 år ældre modstander, spanieren Pablo Andujar-Alba, med 6-1, 6-1.
Det skete i anden runde af en grusturnering på Challenge Tour, der er niveauet under ATP Touren.
Andenseedede Andujar-Alba er i øjeblikket nummer 94 på verdensranglisten, men han var i 2015 helt oppe og runde 32.-pladsen, da karrieren var på sit højeste.
Tidligere i 2021 har Andujar-Alba dog også markeret sig på glimrende vis. I maj slog han Roger Federer i tre sæt i ATP-turneringen Geneva Open.
Og ved French Open var han bagud 0-2 i sæt, men slog alligevel den tidligere US Open-vinder Dominic Thiem.
Holger Rune er efter de seneste måneders fine resultater strøget op som nummer 136 i verden, og han tager formentlig et par trin mere, hvis han går hele vejen i Szczecin.
I kvartfinalen skal Rune op mod enten polske Kamil Majchrzak eller spanske Roberto Carballes Baena.
Kampen mod Andujar-Alba blev på grund af regn onsdag udsat til torsdag ved stillingen 1-0 til danskeren, men samlet set blev der kun spillet lidt mere end en times tennis i opgøret.
Spanieren servede sig torsdag på 1-1, men derefter var Rune varm, og han tillod kun sin erfarne modstander at vinde fire dueller i resten af første sæt.
I andet sæt fortsatte Rune sin suveræne stil og på godt en halv time vandt han 6-1.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet